Direktør i Københavns Madhus, Anne-Birgitte Agger, havde d. 5. juli en kronik i Politiken, "Den store madkulturkamp".
Læs kronikken her
fredag den 16. juli 2010
mandag den 31. maj 2010
Forældrene og madfællesskabet
Dagens kronik i Berlingske Tidende er skrevet af Børnemadsrådet ved Københavns Madhus
Medlemmer af Børnemadsrådet: En fælles madordning i daginstitutionerne har et socialt sigte. Alle skal have god mad! For nogle børn er der særlige behov for dette fokus, og sund, varieret mad er en rettighed for alle børn.
Før sommerferien vedtager Folketinget en ny lov om mad i landets
daginstitutioner. Loven er resultatet af, at forligsparterne i januar
slagtede deres egen børnemadsordning stort set samtidig med, at den
havde premiere.
Årets første måneder er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når en ellers god ide ikke bliver ført rigtigt ud i livet. Nu gøres ordningen frivillig, og det vil i fremtiden være den enkelte forældrebestyrelse, der siger ja eller nej til deres kommunes tilbud om barnemad.
Lovens vedtagelse sker stort set uden debat, men loven er ikke alt. De kommende børnemads-ordninger er afhængige af økonomien bag. Parallelt med lovbehandlingen er Kommunernes Landsforening og regeringen i gang med de årlige økonomiforhandlinger, der sidste år sikrede børnemaden et økonomisk grundlag, der muliggjorde, at kommunerne kunne tilbyde en anstændig mad til deres småbørn. Disse 400 mio. kroner er lige som loven til fornyet forhandling. Hvordan resultatet bliver, er sommerens gyser. Følger der ikke fortsat penge med børnemadsloven, vil det efter vores klare opfattelse resultere i, at landets kommuner kommer til at tilbyde forældrene en madordning, de ikke kan gøre ret meget andet end at sige nej til.
Denne kronik er en opfordring til politikerne, men den er samtidig en hjælpende hånd til de kommende debatter i forældrebestyrelserne i landets daginstitutioner. Kort sagt er det ikke nok bare at spise børnene af.
I Københavns Madhus nedsatte man for et år siden Børnemadsrådet. Formålet var, at rådet skulle bistå med at skabe et bedre madtilbud til de københavnske børn end de nuværende madpakker. Uanset om der er tale om lokalproduceret mad fra eget køkken eller mad bragt udefra, skulle der arbejdes med at finde løsninger, som sikrede den kulinariske og ernæringsmæssige kvalitet. Målet var, at madpakkerne skulle erstattes af noget langt bedre. Til glæde for børn, forældre og institutionernes personale.
Forligsparternes slingrekurs i forhold til børnemaden har nu bragt forældre til institutionsbørn i den situation, at de skal træffe afgørelsen. Det gælder særligt forældrebestyrelserne, men også hele gruppen af »menige« engagerede forældre. Det er forældrene, der kommer til at afgøre, hvilken madkultur, institutionen skal sigte mod. Skal det være et fælles måltid til glæde for alle børn i institutionen, eller skal det være madpakkerne hjemmefra til glæde for dem, der har de gode madpakker i forvejen?
Arbejdet skal først til at begynde, og det begynder i daginstitutionen. Med forældrene som aktive deltagere i debatten og dem, der tager beslutningen. Det er i denne proces, vi vil give forældrene med den kommende beslutningsret et par ord med på vejen.
Der er et utal af umiddelbare fordele ved en prioriteret og gennemtænkt fælles madordning. Her følger en række påstande og konkrete råd fra Børnemadsrådet i Københavns Madhus:
En fælles madordning kan betyde glæde og livskvalitet. Hvis den vel at mærke er rigtig god, for dejlig mad giver daglig glæde til den spisende! Og hvad er bedre end at have nogen at dele den glæde med? Med madglæde, sanseligheden og nysgerrigheden i fokus vil institutionens børn samles om bordet og dér møde den kulinariske verdens præstationer. Som det naturligste i verden vil børnene komme til at smage andre retter, end de måske får derhjemme, i fællesskab med kammeraterne.
Det giver mod til at eksperimentere med smagen og mod til at prøve noget nyt. Og som noget helt suverænt: De fælles måltider vil kunne skabe maddannelse, der kan gøre, at børn bliver kræsne på den gode måde, fordi de lærer at kende forskel på smagen af de mange forskellige æblesorter, med det samme kan smage, om grøntsagerne er friske eller frosne, kender navnene på de danske fisk og skaldyr, ved at indmad er noget andet og mere end leverpostej, ved at der findes mange forskellige slags kål, at der er forskel på nye kartofler og vinterkartofler. Måske vil fremtidens danske børn ikke kun have spaghetti med kødsovs og pizza som deres livret? Måske bliver sund og alsidig mad noget, de får ind sammen med andre grundlæggende erfaringer i børnehaven - og bliver lige så naturlig at vælge for dem som flyverdragten, tandbørsten og legen med de andre.
Forældrene skal ikke blot kræve mad - men stille krav om indholdet i børnenes måltider! Til hinanden, til institutionerne og politikerne. Alle børn skal have en opvækst, hvor de får en positiv madkultur som en del af deres bagage - og oplever glæden ved at få mad, hvor alle sanser skærpes, hver dag. Børn vokser op i et samfund, hvor det i allerhøjeste grad er op til den enkelte selv at skulle træffe en række valg, derfor skal vi ruste børnene til at klare de mange udfordringer. En af dem handler om mad - og her er det vigtigt, at børn får en sund madkultur ind på rygraden.
En fælles madordning giver sundhed og trivsel. Sund mad handler om langt mere end den ernæringsmæssige sammensætning. Sund mad betyder også, at der skal være tid til at spise den, følelsen af at være en del af et fællesskab, der prioriterer den gode mad og måltidet. Sund, varieret mad styrker udvikling, trivsel og læring.
Den franske sociolog Claude Fischler er inde på det paradoksale i, at skoleelever i lande som England og USA til forskel fra Frankrig, hvor ernæringstilstanden blandt børn er bedre end i de to førstnævnte lande, kun har tyve minutter til at spise deres mad, hvorefter de skal ind i klassen og undervises i sundhed og ernæring. Om Danmark kunne man sige det samme. Man kan ikke tale sig til bedre madvaner - man kan handle sig til dem.
Der er vigtigt, at forældrene bakker op! Og styrker børns lyst til at smage, spise og være aktivt med i hele madlavningen - både hjemme og i institutionen. Fra et voksenperspektiv er det klart, at børn også på madområdet skal udfordres, det er på den måde, de får lyst til sunde madvaner. Og alt det udvikles allerbedst sammen med andre børn.
En fælles madordning har et socialt sigte. Alle skal have god mad! For nogle børn er der særlige behov for dette fokus, og sund, varieret mad er en rettighed for alle børn. Fælles mad skal gøres til en del af et dagligt ritual, som alle har del i og er forpligtet på. Kun sådan bliver den også en del af børns måde at leve på. Der er ingen, der lades udenfor med dårlige eller slet ingen madpakker.
Alle andre aktiviteter i institutionen har et socialt og udviklende sigte, det skal maden også have.
En fælles madordning styrker det sociale fællesskab. Måltidet er om noget en social situation, der kan binde os sammen. Det lærer os sociale spilleregler i et fællesskab, hvor man både kan modtage og give omsorg. Det sociale fællesskab omkring måltidet er efterhånden et af de eneste tidspunkter i en travl institutionshverdag, hvor der er direkte og ægte voksenkontakt om et projekt, som alle er fælles om. Det er ikke et kunstigt projekt, det er den virkelige verden, og vi skal alle sammen spise. Fællesskabsfølelsen har maden som katalysator, en fællesskabsfølelse børnene, kan tage med hjem til mor og far.
Politikerne skal vide, at de midler, sidste års forhandlinger mellem KL og forligsparterne sikrede børnemaden (kr. 400 mio.), er forskellen på, om vores børn skal spise god eller dårlig mad. Det er forskellen på velfungerende madordninger med pædagogisk, læringsmæssigt og maddannende perspektiv og på de rædselshistorier, som pressen var fuld af i januar, da børnemadsordningen blev stedt til hvile. Helt præcist er det forskellen på, om forældrebestyrelserne skal tage stilling til, om de vil servere frokost til børnene for ca. 30 kr., eller om børnene skal spises af med frokost til den halve pris.
Det gælder med andre ord om at se madordninger i det lange perspektiv, både når kommunalbestyrelserne udarbejder deres tilbud om børnemaden, når forældrene skal drøfte og beslutte sig for, hvad de vil med måltiderne i daginstitutionen, og når regeringen og KL mødes til sommer. Vi håber på, at børnemaden ikke bare bliver bespisning, men meget mere. For børnenes skyld.
fredag den 27. november 2009
Mad over bål og anderledes mad
Af Martin Keller og Ketil Teisen
Vi har i flere år i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening arrangeret skovture for hundredvis af børnefamilier i hele Danmark, hvor vi demonstrerede nem madlavning i wok over bål. Vi tilberedte madvare, som børn absolut ikke ville spise, hvis de fik det tilbudt af deres forældre, men de mange børn spiste ingefær, hvidløg og andre krydderier sammen med kalkunbacon.
Vi fortalte spændende historier om andre lande og andre børns hverdage, der relaterer til de lande hvor ingredienserne kommer fra. Når opmærksomheden var dalende, så ”skruede” vi op for de dramatiske historier eller fortalte, hvor stærke og sunde børnene kan blive ved at spise den ”nye” mad.
Børnene reagerer på de hyggelige stemninger, der opstår omkring bålet og de mange nye sanseindtryk er med til at børnene ønsker at smage på den fremmedartede mad. Vi skal lærer børnene at spise det sunde ingefær, hvidløg og chili i små mængder, så det i længden, og helt naturligt, bliver en del af deres kost i fremtiden.
Måske kunne vi udvikle alternative madsituationer, så det ikke nødvendigvis skal være ”wokmad over et bål”, men måske kan det bare være selve køkkenet, der bliver til et anderledes univers, så man imødekommer børnenes lyst til det eventyrlige og fantasifulde. Vi har opbygget flere universer i vores tv-programmer og har fundet ud af at troværdige universer, er alt afgørende for om børnene vil følge med i vores historier. Børnene kan lide at vi enten bor i et rumskib eller i en gammel togvogn.
Måske kunne man med få midler og samtidig med at man overholder krav til sikkerhed og hygiejne laver et anderledes køkken-univers? Det ville, sammen med de gode historier få børnene til at være med på, at smage og spise nye og sunde retter.
Pølsebål i snevejr
Da jeg var i praktik i en børnehave der lå ved Dyrehaven lavede jeg mad udendørs til børnehavestuen selvom det var hård frost og snevejr. Det blev en succes bl.a. fordi vi gik mod de vante rutiner og ritualer. Pølser er ikke særligt sunde, men var en god måde at starte det alternative køkken op på, fordi næsten alle børnene var ”trygge” ved og kunne lide de ristede pølser. Budskabet er, at vi voksne skal yde en ekstra pædagogisk (manipulerende) indsats for at få børnene med på nye ideer og alternative situationer.
Bål styrker sociale bånd
Bål er også et godt middel til at styrke fællesskabet. Alle kan deltage med at samle brænde, finde visne brændenælde stængler til optænding, og prøve at slå gnister med strygestål. Når bålet brænder skal det passes, det kræver respekt for flammerne, det er spændende og magisk. Ingen kan sidde ved et bål uden at blive tiltrukket af dets knitren. Bålet vækker noget universelt, noget urtidigt. Og så har det den effekt at vi får lyst til at fortælle. Ikke kun os voksne, men også børnene. Derfor er bålet også en fantastisk måde at ramme en tur ind på. Og så er det overkommeligt. Det kræver kun en bålplads og en tændstik.
Martin Keller og Ketil Teisen er blandet meget andet kendt fra "Naturpatruljen" og andre børneprogrammer på både DR og TV2
Vi har i flere år i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening arrangeret skovture for hundredvis af børnefamilier i hele Danmark, hvor vi demonstrerede nem madlavning i wok over bål. Vi tilberedte madvare, som børn absolut ikke ville spise, hvis de fik det tilbudt af deres forældre, men de mange børn spiste ingefær, hvidløg og andre krydderier sammen med kalkunbacon.
Vi fortalte spændende historier om andre lande og andre børns hverdage, der relaterer til de lande hvor ingredienserne kommer fra. Når opmærksomheden var dalende, så ”skruede” vi op for de dramatiske historier eller fortalte, hvor stærke og sunde børnene kan blive ved at spise den ”nye” mad.
Børnene reagerer på de hyggelige stemninger, der opstår omkring bålet og de mange nye sanseindtryk er med til at børnene ønsker at smage på den fremmedartede mad. Vi skal lærer børnene at spise det sunde ingefær, hvidløg og chili i små mængder, så det i længden, og helt naturligt, bliver en del af deres kost i fremtiden.
Måske kunne vi udvikle alternative madsituationer, så det ikke nødvendigvis skal være ”wokmad over et bål”, men måske kan det bare være selve køkkenet, der bliver til et anderledes univers, så man imødekommer børnenes lyst til det eventyrlige og fantasifulde. Vi har opbygget flere universer i vores tv-programmer og har fundet ud af at troværdige universer, er alt afgørende for om børnene vil følge med i vores historier. Børnene kan lide at vi enten bor i et rumskib eller i en gammel togvogn.
Måske kunne man med få midler og samtidig med at man overholder krav til sikkerhed og hygiejne laver et anderledes køkken-univers? Det ville, sammen med de gode historier få børnene til at være med på, at smage og spise nye og sunde retter.
Pølsebål i snevejr
Da jeg var i praktik i en børnehave der lå ved Dyrehaven lavede jeg mad udendørs til børnehavestuen selvom det var hård frost og snevejr. Det blev en succes bl.a. fordi vi gik mod de vante rutiner og ritualer. Pølser er ikke særligt sunde, men var en god måde at starte det alternative køkken op på, fordi næsten alle børnene var ”trygge” ved og kunne lide de ristede pølser. Budskabet er, at vi voksne skal yde en ekstra pædagogisk (manipulerende) indsats for at få børnene med på nye ideer og alternative situationer.
Bål styrker sociale bånd
Bål er også et godt middel til at styrke fællesskabet. Alle kan deltage med at samle brænde, finde visne brændenælde stængler til optænding, og prøve at slå gnister med strygestål. Når bålet brænder skal det passes, det kræver respekt for flammerne, det er spændende og magisk. Ingen kan sidde ved et bål uden at blive tiltrukket af dets knitren. Bålet vækker noget universelt, noget urtidigt. Og så har det den effekt at vi får lyst til at fortælle. Ikke kun os voksne, men også børnene. Derfor er bålet også en fantastisk måde at ramme en tur ind på. Og så er det overkommeligt. Det kræver kun en bålplads og en tændstik.
Martin Keller og Ketil Teisen er blandet meget andet kendt fra "Naturpatruljen" og andre børneprogrammer på både DR og TV2
tirsdag den 24. november 2009
Måltidet og sociale kompetencer
Af Søren Gundelach
Der finder dannelse sted ved måltiderne i daginstitutionen. Der er nogle professionelle voksne, der vil noget med nogle børn, og de ser måltidet som en pædagogisk og omsorgsfyldt opgave.
Det gælder om at få slået fast, at det er vidunderligt at spise. Det vigtigste er at fastslå måltidets rituelle betydning end at harpe løs på, hvad man må og ikke må med kniv og gaffel. Det er af stor betydning at understrege madens vig¬tighed og tilberedningens omhu, samværets kvalitet og spisningens generelle æstetik (Rifbjerg 1985)
For mange regler ødelægger børnenes appetit, så børnene ikke kan spise. I værste fald sidder børnene uroligt under måltidet, og pædagogerne indfører så endnu flere ”måltids-ødelæggende” regler.
Måltidet skal være lystbetonet, frit og socialt - forstået på den måde, at man bør kvitte stive regler, og lade børnenes åbenhed komme til udfoldelse. Børnene kan eksperimentere, og måltidet kan blive en helt enestående chance for en konstruktiv pædagogisk aktivitet.
Omvendt kan og bør der også være et minimum af normer omkring et måltid, så man netop ikke ødelægger spiselysten og mulighederne for hinanden. Nogle børn har behov for rolige perioder under måltidet, og alle børn har brug for at blive bedre hen ad vejen til at håndtere maden. En lang række sociale kompetencer udvikler sig fint ved netop et måltid: Række ting til hinanden, snakke hyggeligt sammen, tage af bordet, osv.
Ethvert måltid har en balance mellem frihed, lyst, eksperimenteren – og social hensynstagen, rimelige og alderssvarende færdigheder og normer. Daginstitutionerne har brug for at afklare sin balance i disse spørgsmål samt sikre, at man faktisk udvikler de træk ved måltidet, man gerne vil udvikle.
Det har i øvrigt været en udbredt myte, at der i mange institutioner hersker kaotiske tilstande omkring måltidet. Børnene må selv bestemme, hvornår de vil spise, med hvem og hvordan.
UdviklingsForums landsdækkende undersøgelse fra 2005 konkluderer, at over 80 pct. af børnehaverne har faste spisetider, og at der er pædagogisk ”ordnede” forhold omkring måltidet, hvor personalet har gennemtænkt en række normer og værdier, som de i store træk lykkes med at få opfyldt.
Det samme mønster finder man i en nordisk forskningsrapport (Kjærnes 2002), der konkluderer, at der ikke er opløsning i spisemønstrene i familierne. Det vil sige, at folk i Norden spiser faste måltider med regulært indhold, og vi spiser i et nogenlunde fastlagt mønster og til spisetid morgen, middag og aften. Ganske vist småspiser vi også, men mere som supplement end erstatning. Danskerne er de mest familieorienterede omkring måltidet. Vi spiser oftest sammen med familien, sidder længe ved middagsbordet og lægger vægt på, at alle skal være til stede til aftensmaden, som i Danmark anses for at være dagens hovedmåltid.
Søren Gundelach er børnehavepædagog, cand.pæd. og selvstændig konsulent
Der finder dannelse sted ved måltiderne i daginstitutionen. Der er nogle professionelle voksne, der vil noget med nogle børn, og de ser måltidet som en pædagogisk og omsorgsfyldt opgave.
Det gælder om at få slået fast, at det er vidunderligt at spise. Det vigtigste er at fastslå måltidets rituelle betydning end at harpe løs på, hvad man må og ikke må med kniv og gaffel. Det er af stor betydning at understrege madens vig¬tighed og tilberedningens omhu, samværets kvalitet og spisningens generelle æstetik (Rifbjerg 1985)
For mange regler ødelægger børnenes appetit, så børnene ikke kan spise. I værste fald sidder børnene uroligt under måltidet, og pædagogerne indfører så endnu flere ”måltids-ødelæggende” regler.
Måltidet skal være lystbetonet, frit og socialt - forstået på den måde, at man bør kvitte stive regler, og lade børnenes åbenhed komme til udfoldelse. Børnene kan eksperimentere, og måltidet kan blive en helt enestående chance for en konstruktiv pædagogisk aktivitet.
Omvendt kan og bør der også være et minimum af normer omkring et måltid, så man netop ikke ødelægger spiselysten og mulighederne for hinanden. Nogle børn har behov for rolige perioder under måltidet, og alle børn har brug for at blive bedre hen ad vejen til at håndtere maden. En lang række sociale kompetencer udvikler sig fint ved netop et måltid: Række ting til hinanden, snakke hyggeligt sammen, tage af bordet, osv.
Ethvert måltid har en balance mellem frihed, lyst, eksperimenteren – og social hensynstagen, rimelige og alderssvarende færdigheder og normer. Daginstitutionerne har brug for at afklare sin balance i disse spørgsmål samt sikre, at man faktisk udvikler de træk ved måltidet, man gerne vil udvikle.
Det har i øvrigt været en udbredt myte, at der i mange institutioner hersker kaotiske tilstande omkring måltidet. Børnene må selv bestemme, hvornår de vil spise, med hvem og hvordan.
UdviklingsForums landsdækkende undersøgelse fra 2005 konkluderer, at over 80 pct. af børnehaverne har faste spisetider, og at der er pædagogisk ”ordnede” forhold omkring måltidet, hvor personalet har gennemtænkt en række normer og værdier, som de i store træk lykkes med at få opfyldt.
Det samme mønster finder man i en nordisk forskningsrapport (Kjærnes 2002), der konkluderer, at der ikke er opløsning i spisemønstrene i familierne. Det vil sige, at folk i Norden spiser faste måltider med regulært indhold, og vi spiser i et nogenlunde fastlagt mønster og til spisetid morgen, middag og aften. Ganske vist småspiser vi også, men mere som supplement end erstatning. Danskerne er de mest familieorienterede omkring måltidet. Vi spiser oftest sammen med familien, sidder længe ved middagsbordet og lægger vægt på, at alle skal være til stede til aftensmaden, som i Danmark anses for at være dagens hovedmåltid.
Søren Gundelach er børnehavepædagog, cand.pæd. og selvstændig konsulent
mandag den 16. november 2009
Gør børnene køkkenkloge
Af Katrine Klinken
Tag børnene med i køkkenet og lær dem at færdes dér. Ligesom de skal lære at færdes i trafikken, skal de lære at lave mad.
Det er godt at bruge tid på at lære børn at lave god og enkel mad. At lave mad og spise er at være æstetisk skabende og bruge sine sanser: nyde, føle, dufte og smage - det føjer kvalitet til livet og er grundlaget for gode madvaner, sundhed og trivsel.
Børn vil gerne lave noget rigtigt som de voksne: Det giver mening og selvtillid at lave mad, og børnene bliver mindre kræsne.
Velkendt og ny smag
Et barn kan tidligt involveres i maden – f.eks. når der skal vælges, hvilken frugt der skal være på frugtfadet, hvilken pålæg der skal på rugbrødet eller når ugens menu skal planlægges. På den måde bliver alles smag taget alvorligt.
Børn har ofte et begrænset antal favoritretter, f.eks. pizza, pasta og pandekager, som de er motiverede for at være med til at lave. Når man laver retterne selv, er mulighederne for variationer meget større end når de købes færdiglavede. Børns smag udvikler sig løbende, og først i puberteten udvikles en egentlig voksensmag, der også ændrer sig videre igennem livet.
Køkkenhåndværk
Det lille barn skal opleve, at det er rart at deltage i opgaverne i køkkenet og ved spisebordet. Det kan være at få lov til at vaske grønsager i en balje, rive gulerødder, klippe purløg, ælte dej eller dække bord. Fra børnene er 5-10 år kan de deltage i længerevarende madlavningsprocesser, men det er først fra 10-12 års alderen, at de kan helt på egen hånd.
Selv om der er forskel på børns interesse og motoriske udvikling, kan langt de fleste lære at være i køkkenet, så de en dag kan på egen hånd. De skal vaske hænder og arbejde roligt, når der er skarpe knive, kogende vand og andre farlige ting at passe på. Og det er vigtigt, at de får at vide, at pjat og fjolleri ikke hører til i køkkenet. Få barnet til at stå godt ved et spisebord eller sikkert ved køkkenbordet, og vis det, hvordan man bruger rigtige redskaber. De farligste knive er dem, der er dårlige og sløve. De allermindste børn kan starte med en tomatkniv med bølgeskær, men hurtigt skal barnet lære at bruge en god kniv med et godt skaft.
Lær først barnet at skære bløde grønsager som squash og agurk. Runde grønsager som løg og kål skal skæres over, så der er en flad snitflade. Så ruller de ikke rundt, og man undgår at skære sig. Skærebrættet skal være af træ - stort er bedre end småt - og det skal ligge godt fast på bordet, evt. med en våd karklud under. En tynd- eller kartoffelskræller er god, når den kan skrælle begge veje og bruges til både venstre og højre hånd. Køb evt. en ny, skarp kniv, for knive bliver sløve, og så er de svære at bruge for begyndere.
Giv jer god tid
Den voksne skal give sig tid til at hjælpe barnet med at få godt styr på det hele, så barnet kommer godt i gang og der bliver en god stemning. Glem al tale om, at noget er svært – sådan har børn det ikke. Når de er motiverede, er de klar til at lære hvad som helst. Det tager selvfølgelig tid, men man får brugt og udviklet sine sanser, sin fantasi og kreativitet og bliver køkkenklog.
Katrine Klinken er børnekogebogsforfatter, madskribent og bestyrelsesformand for forening Oprør fra maven
Tag børnene med i køkkenet og lær dem at færdes dér. Ligesom de skal lære at færdes i trafikken, skal de lære at lave mad.
Det er godt at bruge tid på at lære børn at lave god og enkel mad. At lave mad og spise er at være æstetisk skabende og bruge sine sanser: nyde, føle, dufte og smage - det føjer kvalitet til livet og er grundlaget for gode madvaner, sundhed og trivsel.
Børn vil gerne lave noget rigtigt som de voksne: Det giver mening og selvtillid at lave mad, og børnene bliver mindre kræsne.
Velkendt og ny smag
Et barn kan tidligt involveres i maden – f.eks. når der skal vælges, hvilken frugt der skal være på frugtfadet, hvilken pålæg der skal på rugbrødet eller når ugens menu skal planlægges. På den måde bliver alles smag taget alvorligt.
Børn har ofte et begrænset antal favoritretter, f.eks. pizza, pasta og pandekager, som de er motiverede for at være med til at lave. Når man laver retterne selv, er mulighederne for variationer meget større end når de købes færdiglavede. Børns smag udvikler sig løbende, og først i puberteten udvikles en egentlig voksensmag, der også ændrer sig videre igennem livet.
Køkkenhåndværk
Det lille barn skal opleve, at det er rart at deltage i opgaverne i køkkenet og ved spisebordet. Det kan være at få lov til at vaske grønsager i en balje, rive gulerødder, klippe purløg, ælte dej eller dække bord. Fra børnene er 5-10 år kan de deltage i længerevarende madlavningsprocesser, men det er først fra 10-12 års alderen, at de kan helt på egen hånd.
Selv om der er forskel på børns interesse og motoriske udvikling, kan langt de fleste lære at være i køkkenet, så de en dag kan på egen hånd. De skal vaske hænder og arbejde roligt, når der er skarpe knive, kogende vand og andre farlige ting at passe på. Og det er vigtigt, at de får at vide, at pjat og fjolleri ikke hører til i køkkenet. Få barnet til at stå godt ved et spisebord eller sikkert ved køkkenbordet, og vis det, hvordan man bruger rigtige redskaber. De farligste knive er dem, der er dårlige og sløve. De allermindste børn kan starte med en tomatkniv med bølgeskær, men hurtigt skal barnet lære at bruge en god kniv med et godt skaft.
Lær først barnet at skære bløde grønsager som squash og agurk. Runde grønsager som løg og kål skal skæres over, så der er en flad snitflade. Så ruller de ikke rundt, og man undgår at skære sig. Skærebrættet skal være af træ - stort er bedre end småt - og det skal ligge godt fast på bordet, evt. med en våd karklud under. En tynd- eller kartoffelskræller er god, når den kan skrælle begge veje og bruges til både venstre og højre hånd. Køb evt. en ny, skarp kniv, for knive bliver sløve, og så er de svære at bruge for begyndere.
Giv jer god tid
Den voksne skal give sig tid til at hjælpe barnet med at få godt styr på det hele, så barnet kommer godt i gang og der bliver en god stemning. Glem al tale om, at noget er svært – sådan har børn det ikke. Når de er motiverede, er de klar til at lære hvad som helst. Det tager selvfølgelig tid, men man får brugt og udviklet sine sanser, sin fantasi og kreativitet og bliver køkkenklog.
Katrine Klinken er børnekogebogsforfatter, madskribent og bestyrelsesformand for forening Oprør fra maven
onsdag den 28. oktober 2009
Hvad kan børn lære, mens de spiser?
af Per Schultz Jørgensen
Børn lærer noget hele tiden, også mens de spiser. Her lærer de ordentlig bordskik, fordi der er sociale regler omkring måltidet. Det er den del af læringen, der er direkte og målrettet. De lærer at spise ”rigtigt” og opføre sig ordentlig ved bordet. Og ikke mindst lærer de at tage hensyn til andre. Hele denne sociale kultur omkring mad og måltid funger godt i de fleste institutioner.
Men der er en anden side af læringen omkring måltidet. Det er den rolle barnet får med hensyn til ansvar for mad og spisning. Man kan være en passiv indtager af maden, den bliver serveret for en af andre. Måske får man lov til at give en hånd med – fx tage ud af bordet. Men man er primært modtager, sikkert af god og sund mad. Og vi voksne kan sige til os selv og hinanden, at vi har sikret os, at børnene får en god start på dagen eller livet. Så langt så godt.
Men børn lærer mere endnu eller rettere: de lærer noget, der stikker dybere. De lærer, hvem der har ansvaret? Er det de voksne – eller har de også selv en del af det? Ofte er lærdommen, at andre – de voksne - har ansvaret. Det er en form for tavs læring, der selvfølgelig ikke bliver sagt direkte. Der siger vi måske lige præcis det modsatte. At de endelig skal huske at spise sundt, at de skal sidde pænt ved bordet og selv bære deres tallerken ud osv. Men den tavse læring handler om ansvar. Og her lærer vi dem desværre også noget andet. Nemlig at vi gør det for dem.
Det er her, vi kan være meget mere bevidste om, hvad vi gerne vil have, at børnene lærer. De fleste af os vil sikkert gerne have, at børnene lærer at spise sundt og godt fremover. Men hvis vi ikke har sørget for, at de selv har overtaget den dagsorden, så er det en højst tvivlsom læringsproces. Derfor skal børn involveres, de skal være med i processen – de skal ikke kun være modtagere og forbrugere. Derfor skal de have et med-ansvar for måltidet og maden, måske være med til at tilberede den, direkte lave noget af maden, stå for noget af planlægningen. De er her ansvaret bliver virkeliggjort og derefter også en del af personen selv.
Selvfølgelig lærer børn noget mens de spiser. Vi skal sørge for, at det, de lærer, også rækker langt ind i deres fremtid som en positiv erfaring, der handler om at tage ansvar. Både for maden, for de kammerater der sidder med ved bordet – og for sig selv.
Per Schultz Jørgensen er cand.psych, dr.phil og professor i socialpsykologi
Børn lærer noget hele tiden, også mens de spiser. Her lærer de ordentlig bordskik, fordi der er sociale regler omkring måltidet. Det er den del af læringen, der er direkte og målrettet. De lærer at spise ”rigtigt” og opføre sig ordentlig ved bordet. Og ikke mindst lærer de at tage hensyn til andre. Hele denne sociale kultur omkring mad og måltid funger godt i de fleste institutioner.
Men der er en anden side af læringen omkring måltidet. Det er den rolle barnet får med hensyn til ansvar for mad og spisning. Man kan være en passiv indtager af maden, den bliver serveret for en af andre. Måske får man lov til at give en hånd med – fx tage ud af bordet. Men man er primært modtager, sikkert af god og sund mad. Og vi voksne kan sige til os selv og hinanden, at vi har sikret os, at børnene får en god start på dagen eller livet. Så langt så godt.
Men børn lærer mere endnu eller rettere: de lærer noget, der stikker dybere. De lærer, hvem der har ansvaret? Er det de voksne – eller har de også selv en del af det? Ofte er lærdommen, at andre – de voksne - har ansvaret. Det er en form for tavs læring, der selvfølgelig ikke bliver sagt direkte. Der siger vi måske lige præcis det modsatte. At de endelig skal huske at spise sundt, at de skal sidde pænt ved bordet og selv bære deres tallerken ud osv. Men den tavse læring handler om ansvar. Og her lærer vi dem desværre også noget andet. Nemlig at vi gør det for dem.
Det er her, vi kan være meget mere bevidste om, hvad vi gerne vil have, at børnene lærer. De fleste af os vil sikkert gerne have, at børnene lærer at spise sundt og godt fremover. Men hvis vi ikke har sørget for, at de selv har overtaget den dagsorden, så er det en højst tvivlsom læringsproces. Derfor skal børn involveres, de skal være med i processen – de skal ikke kun være modtagere og forbrugere. Derfor skal de have et med-ansvar for måltidet og maden, måske være med til at tilberede den, direkte lave noget af maden, stå for noget af planlægningen. De er her ansvaret bliver virkeliggjort og derefter også en del af personen selv.
Selvfølgelig lærer børn noget mens de spiser. Vi skal sørge for, at det, de lærer, også rækker langt ind i deres fremtid som en positiv erfaring, der handler om at tage ansvar. Både for maden, for de kammerater der sidder med ved bordet – og for sig selv.
Per Schultz Jørgensen er cand.psych, dr.phil og professor i socialpsykologi
onsdag den 21. oktober 2009
Det sunde valg skal være det lette valg
Af Ida Husby
Når vi i dag arbejder med sundhed og forebyggelse, så handler det i høj grad om, at det skal være lettere at leve sundt. Vi taler om, at vi i forbindelse med planlægning og iværksættelse af stort set alt – fra skattepolitik, trafikplanlægning, boligindretning, skemalægning på skoler til beslutning om, hvordan man fejrer fødselsdage i børnehaver – skal have blik for, hvad det betyder for sundheden. Og hvordan vi kan gøre det lettere, billigere og attraktivt at vælge det sunde.
For nogle årtier siden havde man en opfattelse af, at sundhed blev fremmet ved, at folk var oplyste og vidste, hvordan man kunne leve sundt. Derfor udgav man pjecer, underviste i skoler og foreninger, og eksperter formidlede sundhedsbudskaber til borgerne. I 1980-erne blev man mere og mere opmærksomme på, at rammer og vilkår i samfundet havde meget stor indflydelse på mulighederne for at leve sundt. Man talte om sociale determinanter for sundhed. Nancy Milio formulerede sloganet ’det sunde valg, skal være det lette valg’. Dette slogan var meget centralt for Verdenssundhedsorganisationen WHOs skift fra primært at anbefale individrettet sundhedsoplysning til at anbefale sundhedspolitikker om, hvordan rammer og vilkår kan ændre for at fremme sundheden. WHO opfordrede til, at disse politikker blev udviklet i et samarbejde mellem borgerne og andre aktører. Begreber som deltagelse, understøttende miljøer og bottom-up blev centrale. Men stadig holdt man fast i også at arbejde med undervisning og oplysning for at sikre, at folk deltog i arbejdet med at udvikle politikkerne, og for at folk havde viden og færdigheder til at kunne leve sundt.
I Danmark begyndte vi også at formulere politikker om sundhed. Mange daginstitutioner havde i starten af 90-erne en kostpolitik, og skoler startede med at formulere mad- og måltidspolitikker i slutningen af 90-erne. Disse politikker handlede i udstrakt grad om, hvordan det sunde valg kunne blive det lette valg for børnene. I de senere år er der kommet en national rygepolitik, og mange skoler og arbejdspladser har egne politikker og initiativer for at begrænse tobaksrygning. Det er blevet lettere at undgå tobaksrøg.
Cykelstier
Vi har flere meget fine eksempler på, at strukturelle forhold kan gøre det sunde valg til det lette valg. Først vil jeg nævne trafikplanlægningen i København og Odense. Her har politikerne bevidst arbejdet med at gøre det lettere og attraktivt at cykle. Med cykelstier, grønne bølger, cykelstativer kombineret med kampagner for brug af cykelhjelm, færdselsundervisning i skoler og meget mere. Resultaterne viser sig, københavnerne og odenseanerne cykler meget mere end resten landet. Langt fra alle cykler bevidst af hensyn til sundheden, men fordi det er det lette valg (for flere oplysninger se http://www.cykelby.dk/).
Skolefrugt
Et andet eksempel er de skolefrugtordninger, som mange skoler i Danmark og andre lande har indført. Her får eleverne hver dag et stykke frugt. En række undersøgelser viser, at skolefrugt er en effektiv måde at øge børns forbrug af frugt. F.eks. viste et forskningsprojekt i Frederikssund, at frugtforbruget blev øget med 0,4 stykke frugt per dag. Et norsk studie viste en stigning på 0,5 stykker, og at elevernes forbrug af slik og sodavand samtidig blev reduceret. Pointen er, at man gør frugten tilgængelig, og man påvirker den sociale norm om, at børn spiser frugt som et mellemmåltid i løbet af skoledagen (for flere oplysninger se www.frugtkvarter.dk).
Konsekvenser for sundheden
Sundhedskonsekvensvurderinger er det nye buzzword blandt folk, der arbejder med folkesundhed. Med dette begreb lægges der op til, at alle beslutninger f.eks. i en kommune eller i et firma vurderes ud fra sundhedshensyn. Som et eksempel på en sundhedskonsekvensvurdering gennemførte det svenske folkesundhedsinstitut en vurdering af konsekvenserne af EU's landbrugspolitik. Her blev afdækket flere tiltag f.eks. støtte til tobaksproduktion og støtte til konfiskering af grøntsager, som havde negative konsekvenser for folkesundheden. WHO anbefaler, at man gennemfører sådanne analyser. Man ser det som en praktisk tilgang til at kunne vurdere sundhedseffekter af politikker, programmer og projekter. Vurderingerne laves, så man kan tage beslutninger, som kan øge sundhedsmæssige positive effekter og reducere de sundhedsskadelige. Jeg ser vurderingerne som en metode til at gøre det sunde valg til det lette valg.
Ida Husby er ph.d. og sundhedschef i FDB
Når vi i dag arbejder med sundhed og forebyggelse, så handler det i høj grad om, at det skal være lettere at leve sundt. Vi taler om, at vi i forbindelse med planlægning og iværksættelse af stort set alt – fra skattepolitik, trafikplanlægning, boligindretning, skemalægning på skoler til beslutning om, hvordan man fejrer fødselsdage i børnehaver – skal have blik for, hvad det betyder for sundheden. Og hvordan vi kan gøre det lettere, billigere og attraktivt at vælge det sunde.
For nogle årtier siden havde man en opfattelse af, at sundhed blev fremmet ved, at folk var oplyste og vidste, hvordan man kunne leve sundt. Derfor udgav man pjecer, underviste i skoler og foreninger, og eksperter formidlede sundhedsbudskaber til borgerne. I 1980-erne blev man mere og mere opmærksomme på, at rammer og vilkår i samfundet havde meget stor indflydelse på mulighederne for at leve sundt. Man talte om sociale determinanter for sundhed. Nancy Milio formulerede sloganet ’det sunde valg, skal være det lette valg’. Dette slogan var meget centralt for Verdenssundhedsorganisationen WHOs skift fra primært at anbefale individrettet sundhedsoplysning til at anbefale sundhedspolitikker om, hvordan rammer og vilkår kan ændre for at fremme sundheden. WHO opfordrede til, at disse politikker blev udviklet i et samarbejde mellem borgerne og andre aktører. Begreber som deltagelse, understøttende miljøer og bottom-up blev centrale. Men stadig holdt man fast i også at arbejde med undervisning og oplysning for at sikre, at folk deltog i arbejdet med at udvikle politikkerne, og for at folk havde viden og færdigheder til at kunne leve sundt.
I Danmark begyndte vi også at formulere politikker om sundhed. Mange daginstitutioner havde i starten af 90-erne en kostpolitik, og skoler startede med at formulere mad- og måltidspolitikker i slutningen af 90-erne. Disse politikker handlede i udstrakt grad om, hvordan det sunde valg kunne blive det lette valg for børnene. I de senere år er der kommet en national rygepolitik, og mange skoler og arbejdspladser har egne politikker og initiativer for at begrænse tobaksrygning. Det er blevet lettere at undgå tobaksrøg.
Cykelstier
Vi har flere meget fine eksempler på, at strukturelle forhold kan gøre det sunde valg til det lette valg. Først vil jeg nævne trafikplanlægningen i København og Odense. Her har politikerne bevidst arbejdet med at gøre det lettere og attraktivt at cykle. Med cykelstier, grønne bølger, cykelstativer kombineret med kampagner for brug af cykelhjelm, færdselsundervisning i skoler og meget mere. Resultaterne viser sig, københavnerne og odenseanerne cykler meget mere end resten landet. Langt fra alle cykler bevidst af hensyn til sundheden, men fordi det er det lette valg (for flere oplysninger se http://www.cykelby.dk/).
Skolefrugt
Et andet eksempel er de skolefrugtordninger, som mange skoler i Danmark og andre lande har indført. Her får eleverne hver dag et stykke frugt. En række undersøgelser viser, at skolefrugt er en effektiv måde at øge børns forbrug af frugt. F.eks. viste et forskningsprojekt i Frederikssund, at frugtforbruget blev øget med 0,4 stykke frugt per dag. Et norsk studie viste en stigning på 0,5 stykker, og at elevernes forbrug af slik og sodavand samtidig blev reduceret. Pointen er, at man gør frugten tilgængelig, og man påvirker den sociale norm om, at børn spiser frugt som et mellemmåltid i løbet af skoledagen (for flere oplysninger se www.frugtkvarter.dk).
Konsekvenser for sundheden
Sundhedskonsekvensvurderinger er det nye buzzword blandt folk, der arbejder med folkesundhed. Med dette begreb lægges der op til, at alle beslutninger f.eks. i en kommune eller i et firma vurderes ud fra sundhedshensyn. Som et eksempel på en sundhedskonsekvensvurdering gennemførte det svenske folkesundhedsinstitut en vurdering af konsekvenserne af EU's landbrugspolitik. Her blev afdækket flere tiltag f.eks. støtte til tobaksproduktion og støtte til konfiskering af grøntsager, som havde negative konsekvenser for folkesundheden. WHO anbefaler, at man gennemfører sådanne analyser. Man ser det som en praktisk tilgang til at kunne vurdere sundhedseffekter af politikker, programmer og projekter. Vurderingerne laves, så man kan tage beslutninger, som kan øge sundhedsmæssige positive effekter og reducere de sundhedsskadelige. Jeg ser vurderingerne som en metode til at gøre det sunde valg til det lette valg.
Ida Husby er ph.d. og sundhedschef i FDB
Abonner på:
Opslag (Atom)
.jpg)