Af Martin Keller og Ketil Teisen
Begrebet ”fra jord til bord” er en gammeldags voksen abstraktion som ikke giver mening for børn. Børn er konkrete og tænker hvad har jord at gøre med det vi spiser. Vi spiser jo ikke jord. Så lad os starte med at finde et nyt begreb.
”Hvor kommer maden fra?”
Vi dræber for at overleve. Vi slagter rigtige, levende kyllinger og skærer kødet ud og spiser det. Hønsene lægger æg for at lave kyllinger, ikke for at vi kan spise æggekage. Vi er det sidste led af en lang fødekæde, lige som Isbjørnen på nordpolen og Tigeren i regnskoven, er sidste led i deres fødekæde.
Vi kan ikke overleve uden at dyrke korn på marken. Vi kan heller ikke få mælk på havregrynene uden at tage mælken fra en ko. Så vi er også med til at tage kalven fra koen.
Mad handler om liv og død. Og lige som os er børn meget optaget af eksistens og dilemmaer. Det er ingen grund til at fortie det. De skal oplyses om virkeligheden. For hvis man kender virkeligheden kan man handle.
Det handler dybest set ikke om hvor maden kommer fra. Vi kan købe det i supermarkedet. Det handler mere om at fortælle børnene om ”bæredygtighed”. Endnu et voksen ord, en abstraktion, der ikke giver nogen mening for børn.
Grisen skal have det godt inden vi spiser den. Vi skal i højere grad formidle den fritgående gris, der fik noget godt at spise og fik lov til at leve som en gris skal leve. Så vi kan spise den med god samvittighed.
Samtidig skal vi vise hvordan industrigrisen har det, og hvorfor den er billigere i butikken. Vi skal fortælle at i Danmark er der så mange grise, så det svare til at næsten alle tyskere hver dag tager til Danmark og skider på vores marker. Så kan man få en fornemmelse hvor mange grise der er i Danmark og hvor meget de forurener i vores lille land.
Budskabet er ikke, at vi alle skal være vegetarer men at vi skal spise mindre og bedre kød. Børnenes handlinger får en betydning når de bliver voksne. Og de har et valg. De kan spise mindre kød og flere grøntsager. Dyrene har det bedre, naturen får det bedre, vores drikkevand vil forblive rent, og vi bliver sundere.
Børnene skal erkende det ved at sanse, smage, se og føle. Vi skal tale til deres følelser og tårnhøje moralbegreb. De skal ikke lære det, de skal erkende det selv.
Spørgsmålet ”hvor kommer maden fra?” er en metakognitiv proces.
Martin Keller og Ketil Teisen er blandet meget andet kendt fra "Naturpatruljen" og andre børneprogrammer på både DR og TV2
onsdag den 23. september 2009
mandag den 21. september 2009
Sæt pædagogfagligheden i centrum
Af Søren Gundelach
Det obligatoriske frokostmåltid er langt fra det første politiske initiativ, institutionslederne skal føre ud i livet, uden de har bedt om det. Hvis det skal lykkes, er det selvfølgelig nødvendigt, at institutionens leder selv tror på projektet. Det gælder om at blive begejstret. Hvis man ikke selv er begejstret, kan man heller ikke begejstre andre.
Mange steder tager den nye frokostordning ekstra tid. Her er det ikke kun lederens opgave at begejstre. Hun skal også være realistisk og være med til at pege på, hvilke aktiviteter i hverdagen, der kan fjernes, når der nu skal bruges tid på det obligatoriske frokostmåltid.
Når det så er sagt, så rummer den nye frokostordning en masse pædagogiske muligheder.
For det første er lækker, sund mad en vigtig del af et godt psykisk, fysisk og æstetisk børnemiljø.
For det andet er det oplagt, at frokostmåltidet er en del af de seks læreplanstemaer og dagtilbudslovens formål om at sikre børnenes trivsel, sundhed udvikling, læring.
For det tredje hænger det obligatoriske frokostmåltid sammen med arbejdet i forældrebestyrelsen og det daglige samarbejdet med forældrene. Nu kan man – på godt og ondt - ikke mere samarbejde med forældre om den hjemmesmurte frokostmadpakke.
For det fjerde er der rige muligheder for pædagogiske diskussioner. Personalets egne personlige normer bliver sat i spil – både i forhold til hvad man spiser, og hvordan man spiser. Det vil sige pædagogfagligheden bliver sat i centrum.
Det er selvfølgelig umuligt at beslutte sig for at være begejstret. Hvis man ikke kan finde de positive elementer i det obligatoriske frokostmåltid, så må man gå til sin nærmeste leder og bede om hjælp til det, der er svært. Man skal selvfølgelig ikke bare sige ja til det hele, og det er også lederen opgave melde klart ud opad i systemet, når noget ikke fungerer.
Som leder er det ikke kun et spørgsmål om at ”sælge” varen. Det er et spørgsmål om at skabe pædagogiske koblinger fra hverdagen til den nye madordning. Det gælder om at være med til at afbalancere personalets ressourcer og være med til at skabe en meningsfuld frokostordning.
Når personalet og lederen sammen har fundet den model for frokosten, der passer bedst til de konkrete forhold i netop dén institution, så er institutionen klar til at lægge sit forslag til løsning frem for forældrene og for bestyrelsen.
Søren Gundelach er konsulent, cand.pæd
Det obligatoriske frokostmåltid er langt fra det første politiske initiativ, institutionslederne skal føre ud i livet, uden de har bedt om det. Hvis det skal lykkes, er det selvfølgelig nødvendigt, at institutionens leder selv tror på projektet. Det gælder om at blive begejstret. Hvis man ikke selv er begejstret, kan man heller ikke begejstre andre.
Mange steder tager den nye frokostordning ekstra tid. Her er det ikke kun lederens opgave at begejstre. Hun skal også være realistisk og være med til at pege på, hvilke aktiviteter i hverdagen, der kan fjernes, når der nu skal bruges tid på det obligatoriske frokostmåltid.
Når det så er sagt, så rummer den nye frokostordning en masse pædagogiske muligheder.
For det første er lækker, sund mad en vigtig del af et godt psykisk, fysisk og æstetisk børnemiljø.
For det andet er det oplagt, at frokostmåltidet er en del af de seks læreplanstemaer og dagtilbudslovens formål om at sikre børnenes trivsel, sundhed udvikling, læring.
For det tredje hænger det obligatoriske frokostmåltid sammen med arbejdet i forældrebestyrelsen og det daglige samarbejdet med forældrene. Nu kan man – på godt og ondt - ikke mere samarbejde med forældre om den hjemmesmurte frokostmadpakke.
For det fjerde er der rige muligheder for pædagogiske diskussioner. Personalets egne personlige normer bliver sat i spil – både i forhold til hvad man spiser, og hvordan man spiser. Det vil sige pædagogfagligheden bliver sat i centrum.
Det er selvfølgelig umuligt at beslutte sig for at være begejstret. Hvis man ikke kan finde de positive elementer i det obligatoriske frokostmåltid, så må man gå til sin nærmeste leder og bede om hjælp til det, der er svært. Man skal selvfølgelig ikke bare sige ja til det hele, og det er også lederen opgave melde klart ud opad i systemet, når noget ikke fungerer.
Som leder er det ikke kun et spørgsmål om at ”sælge” varen. Det er et spørgsmål om at skabe pædagogiske koblinger fra hverdagen til den nye madordning. Det gælder om at være med til at afbalancere personalets ressourcer og være med til at skabe en meningsfuld frokostordning.
Når personalet og lederen sammen har fundet den model for frokosten, der passer bedst til de konkrete forhold i netop dén institution, så er institutionen klar til at lægge sit forslag til løsning frem for forældrene og for bestyrelsen.
Søren Gundelach er konsulent, cand.pæd
onsdag den 16. september 2009
Social ulighed og madordninger i daginstitutioner
Af Kim Fleischer Michaelsen
Børns kost og madvaner er meget afhængige af hvilken socialgruppe de kommer fra. Det er dokumenteret i mange undersøgelser. På gruppeniveau er der ingen tvivl om, at børn fra bedre stillede familier får en mere sund kost end børn fra dårligere stillede familier, selvom der selvfølgelig er undtagelser. Medvirkende til denne forskel er, at mange madvarer med et stort sukker eller fedtindhold, er billigere end den sunde mad. Også andre faktorer, relevante for sundheden, er skævt fordelt i forhold til socialgruppe og uddannelses niveau. I de lave socialgrupper har forældrene en højere hyppighed af overvægt og fedme, de ryger mere, og amning, som er den bedste ernæringsmæssige start man kan give sit barn, er ikke så hyppig og langvarig. Igen er der selvfølgelig undtagelser, men det overordnede mønster er helt klart.
Det er vigtigt at arbejde målrettet for at reducere denne sociale ulighed. Hvis vi ikke gør noget, vil vi arbejde os hen mod amerikanske tilstande, hvor der er mange familier, der ikke kan lave mad, og hvor man er begyndt at bygge lejligheder uden køkkener. Mange amerikanske børn får dagligt underlødig fast-food og kender ikke til lækker, varieret og sund mad. Det betyder at de fungerer dårligere, de bliver lettere syge og det øger deres risiko for senere at udvikle svær overvægt, og andre livsstilssygdomme. Men vigtigere er det, at de som voksne ikke bliver i stand til at lave sund og attraktiv mad til deres familie.
Gode og attraktive madordninger i daginstitutioner og skoler vil have stor betydning for alle børn, men effekten vil være størst for de børn, der kommer fra socialt dårligt stillede grupper. Jeg har været med til at skrive en oversigt over den videnskabelige litteratur, der omhandler kostens betydning for læring og adfærd i skolealderen (1). Ikke overraskende ser det ud til at den gode kosts positive indflydelse på læring og adfærd var stærkest hos de børn, der i forvejen fik en usund kost. En anden konklusion var at den positive effekt af kosten var størst hos de yngste skolebørn. Derfor er det det også sandsynligt, at gode madordninger også vil have positive effekter på børns indlæring og adfærd i børneinstitutioner. Den sunde skolemadsordning vil også mindske risikoen for overvægt, fedme og livsstilssygdomme senere i livet. Men vigtigere er det, at børnene kommer til at kunne lide god og sund mad, bl.a. ved at lære om den sunde mad og ved at medvirke ved tilberedningen, så de får nogle oplevelser og præferencer, som de kan tage med sig som unge og som voksne, når de skal lave mad til deres børn. Derfor vil attraktive og sunde madordninger i daginstitutioner og skoler være et vigtigt skridt mod at eliminere den store sociale ulighed indenfor børns kost og madvaner.
Note:
1) Lene Schack-Nielsen, Christian Mølgaard, Mette Underbjerg, Erik Lykke Mortensen, Kim Fleischer Michaelsen. Kostens betydning for adfærd og læring; en gennemgang af den videnskabelige litteratur. Rapporten kan downloades fra Fødeministeriets hjemmeside http://www.fvm.dk/
Kim Fleischer Michaelsen er Professor i børneernæring ved Institut for Human Ernæring,Det biovidenskabelige fakultet, Københavns Universitet
Børns kost og madvaner er meget afhængige af hvilken socialgruppe de kommer fra. Det er dokumenteret i mange undersøgelser. På gruppeniveau er der ingen tvivl om, at børn fra bedre stillede familier får en mere sund kost end børn fra dårligere stillede familier, selvom der selvfølgelig er undtagelser. Medvirkende til denne forskel er, at mange madvarer med et stort sukker eller fedtindhold, er billigere end den sunde mad. Også andre faktorer, relevante for sundheden, er skævt fordelt i forhold til socialgruppe og uddannelses niveau. I de lave socialgrupper har forældrene en højere hyppighed af overvægt og fedme, de ryger mere, og amning, som er den bedste ernæringsmæssige start man kan give sit barn, er ikke så hyppig og langvarig. Igen er der selvfølgelig undtagelser, men det overordnede mønster er helt klart.
Det er vigtigt at arbejde målrettet for at reducere denne sociale ulighed. Hvis vi ikke gør noget, vil vi arbejde os hen mod amerikanske tilstande, hvor der er mange familier, der ikke kan lave mad, og hvor man er begyndt at bygge lejligheder uden køkkener. Mange amerikanske børn får dagligt underlødig fast-food og kender ikke til lækker, varieret og sund mad. Det betyder at de fungerer dårligere, de bliver lettere syge og det øger deres risiko for senere at udvikle svær overvægt, og andre livsstilssygdomme. Men vigtigere er det, at de som voksne ikke bliver i stand til at lave sund og attraktiv mad til deres familie.
Gode og attraktive madordninger i daginstitutioner og skoler vil have stor betydning for alle børn, men effekten vil være størst for de børn, der kommer fra socialt dårligt stillede grupper. Jeg har været med til at skrive en oversigt over den videnskabelige litteratur, der omhandler kostens betydning for læring og adfærd i skolealderen (1). Ikke overraskende ser det ud til at den gode kosts positive indflydelse på læring og adfærd var stærkest hos de børn, der i forvejen fik en usund kost. En anden konklusion var at den positive effekt af kosten var størst hos de yngste skolebørn. Derfor er det det også sandsynligt, at gode madordninger også vil have positive effekter på børns indlæring og adfærd i børneinstitutioner. Den sunde skolemadsordning vil også mindske risikoen for overvægt, fedme og livsstilssygdomme senere i livet. Men vigtigere er det, at børnene kommer til at kunne lide god og sund mad, bl.a. ved at lære om den sunde mad og ved at medvirke ved tilberedningen, så de får nogle oplevelser og præferencer, som de kan tage med sig som unge og som voksne, når de skal lave mad til deres børn. Derfor vil attraktive og sunde madordninger i daginstitutioner og skoler være et vigtigt skridt mod at eliminere den store sociale ulighed indenfor børns kost og madvaner.
Note:
1) Lene Schack-Nielsen, Christian Mølgaard, Mette Underbjerg, Erik Lykke Mortensen, Kim Fleischer Michaelsen. Kostens betydning for adfærd og læring; en gennemgang af den videnskabelige litteratur. Rapporten kan downloades fra Fødeministeriets hjemmeside http://www.fvm.dk/
Kim Fleischer Michaelsen er Professor i børneernæring ved Institut for Human Ernæring,Det biovidenskabelige fakultet, Københavns Universitet
torsdag den 10. september 2009
Daginstitutionen er en ideel ramme til at støtte børn i at udvikle sunde vaner
Af Maria Haukrog
En eftermiddag, hvor Gertruds mor Linda kommer for at hente Gertrud, sidder Gertrud på 3 år og spiser røget makrel på rugbrød. Linda bliver tydeligt overrasket over, at Gertrud spiser røget makrel, da hun derhjemme konsekvent afviser at spise fisk, selv bare ved snakken om at skulle smage det. Men henne i børnehave er det interessant nok en ganske anden sag.
Eksemplet viser, at daginstitutionen er en ideel ramme, når det drejer sig om at vise nye mønstre for børnene – en positiv sundhedsadfærd – og derved også sunde madvaner. En af grundene hertil er bl.a. at børn ofte lærer gennem efterligning. Derfor har nære kammerater og tætte voksen relationer en meget stor betydning for det enkelte barns læringsproces og udvikling, og det gælder også i forhold til at etablere sunde mad- og bevægelsesvaner.
At bruge kernebegreber som omsorg, udvikling og læring
Pædagogiske kernebegreber som omsorg, udvikling og læring kan med rette indgå i en målsætning om at støtte børn i at udvikle sunde vaner. Ikke mindst fordi tilegnelse af sunde madvaner handler om barnets alsidige udvikling. At sikre at barnet får sund mad i løbet af en daginstitutionsdag kan anskues som et centralt delelement i den omsorg, der ydes for at sikre at barnet trives.
Tag afsæt i den daglige praksis – de pædagogiske læreplaner
Der er mange måder at koble sundhed og udvikling af sunde madvaner til temaerne i de pædagogiske læreplaner, for på den måde at tænke madvaner ind i den daglige pædagogiske praksis. Ikke mindst med etableringen af det sunde fælles frokostmåltid er koblingen etableret. Tilberedes maden i den enkelte institution kan børnene fx inddrages i dele af tilberedningen. Børnene kan rense grønsager, skrælle kartofler eller lægges dej til brød. Aktiviteterne behøver ikke foregå i køkkenet, men kan organiseres fx ved et lille bord uden for køkkenet.
Det er også en god ide at børnene hjælper hinanden to og to med diverse små opgaver, da det kan bidrage til at fremme glæden ved at løse en opgave. Sidegevinsten er, at det giver børnene mulighed for at etablere tætte relationer og udvikle sociale kompetencer. Men også i forbindelse med sprogstimulering er maden og måltidet et godt afsæt til at udvikle børnenes kendskab til over og underbegreber.
I Københavns kommune spiller økologi en centrale rolle i den mad, der serveres for børnehavebørnene. Det gør det oplagt at tale med børnene om eksempelvis Ø-mærket og i relation hertil om dyrenes leveforhold, miljø og natur.
Endeligt er der mange muligheder for at tage afsæt i de forskellige nationaliteter, der ofte er repræsenteret i institutionerne, også når det handler om at udvikle og stimulere sunde madvaner. Ideer til hvordan etnicitet kan blive til en del af den daglige praksis er, at bede alle børn medbringe en opskrift på en ret, der særligt kendetegner deres nationale køkken. Retten kan fx tilberedes sammen med en lille gruppe børn, der efterfølgende præsenterer retten sammen.
Hvis du vil vide mere
Fødevarestyrelsen har netop udgivet publikationen ”Mad måltider og bevægelse – inspiration til sundhedspædagogik i daginstitutionen”. Publikationen er et redskab til daginstitutioner der ønsker at sætte mad, måltider og bevægelse på dagsordnen. I ”Det fælles frokostmåltid – anbefalinger og inspiration til sund mad til børn i daginstitution” er der også forslag til hvordan du kan arbejde mere specifikt med mad i forhold til de seks temaer i de i de pædagogiske læreplaner. Begge materialer kan rekvireres hos Komiteen for Sundhedsoplysning www.sundkom.dk.
Maria Haukrogh er master i public health og cand.pæd.
onsdag den 2. september 2009
Børnemaden handler også om ansvar for de socialt udsatte
Af Per Schultz Jørgensen
Børnemad til alle har mange flotte perspektiver. Væk med madpakken og frem mod en fælles børnemadkultur.
Ernærings- og sundhedsmæssigt springer det straks i øjnene, at der nu er mulighed for at skabe det grundlag for en folkesundhed, som børnemanden har sit medansvar for. Og tænker vi på den del af danske børn, der kommer fra en svag familiemæssig baggrund – og det er omkring 15-20 pct. - er det indlysende, at børnemaden kan give de børn en sundhedsindsprøjtning.
Mange af børnene i denne gruppe kommer fra familier, der ikke har de ressourcer, der skal til for at omsætte de gode viljer til handling. Gruppen af eneforsørgere, der har det virkelig svært, udgør den allermest belastede gruppe i Danmark. Her er fattigdomsandelen på 15-16 pct., og den undersøgelse, jeg var med til at gennemføre i 2000, viste tydeligt, at det disse familier mangler ved siden af den sociale armod, er ressourcer af menneskelig art. Andre og senere undersøgelser har vist det samme. Derfor kommer madpakken sidst i rækken af gøremål i disse familier – hvis den overhovedet er inde på lystavlen.
Børnemaden kan give disse børn et sundhedsmæssigt løft. Ingen tvivl om det. Men den fælles børnemad kan også give disse børn et socialt løft. Det kan ske ved at lade maden i børnegruppen blive en del af et fællesskab. Maden kan blive den ramme, der som et inkluderende sæt af normer opbygger en fælles virkelighed, hvor alle er med. Også den gruppe af udsatte småbørn, der let er henvist til en plads i periferien – eller helt uden for.
Dermed får børnemaden en rolle i det helt overordnede projekt, der drejer sig om at bryde den sociale arv. Danmark har det ikke for let med den udfordring. Vi træner intellektuelle færdigheder, vi sprogscreener og tester, vi iværksætter tidligere undervisning. Og alligevel er konklusionen noget i retning af, at vi ikke kommer så meget ud af stedet. Vi har stadig en andel af udsatte børn på 15-17 pct.
Selvfølgelig kan børnemaden ikke klare denne udfordring alene. Men den kan bidrage, og den kan give det enkelte barn en oplevelse af, at have en plads og en betydning.
Det hænger sammen med, at der i en madkultur ligger et utrolig stærkt læringspotentiale. Det er knyttet til det at være fælles om maden, at dele den med hinanden. Mad og spisning rummer et skjult budskab om fællesskab, lighed - og solidaritet. Eller det modsatte. Er det store ord? Ikke for dem, der oplever at sidde nederst ved bordet. I børnemaden sidder de med ved højbordet.
Per Schultz Jørgensen er cand.psych, dr.phil og professor i socialpsykologi
Børnemad til alle har mange flotte perspektiver. Væk med madpakken og frem mod en fælles børnemadkultur.
Ernærings- og sundhedsmæssigt springer det straks i øjnene, at der nu er mulighed for at skabe det grundlag for en folkesundhed, som børnemanden har sit medansvar for. Og tænker vi på den del af danske børn, der kommer fra en svag familiemæssig baggrund – og det er omkring 15-20 pct. - er det indlysende, at børnemaden kan give de børn en sundhedsindsprøjtning.
Mange af børnene i denne gruppe kommer fra familier, der ikke har de ressourcer, der skal til for at omsætte de gode viljer til handling. Gruppen af eneforsørgere, der har det virkelig svært, udgør den allermest belastede gruppe i Danmark. Her er fattigdomsandelen på 15-16 pct., og den undersøgelse, jeg var med til at gennemføre i 2000, viste tydeligt, at det disse familier mangler ved siden af den sociale armod, er ressourcer af menneskelig art. Andre og senere undersøgelser har vist det samme. Derfor kommer madpakken sidst i rækken af gøremål i disse familier – hvis den overhovedet er inde på lystavlen.
Børnemaden kan give disse børn et sundhedsmæssigt løft. Ingen tvivl om det. Men den fælles børnemad kan også give disse børn et socialt løft. Det kan ske ved at lade maden i børnegruppen blive en del af et fællesskab. Maden kan blive den ramme, der som et inkluderende sæt af normer opbygger en fælles virkelighed, hvor alle er med. Også den gruppe af udsatte småbørn, der let er henvist til en plads i periferien – eller helt uden for.
Dermed får børnemaden en rolle i det helt overordnede projekt, der drejer sig om at bryde den sociale arv. Danmark har det ikke for let med den udfordring. Vi træner intellektuelle færdigheder, vi sprogscreener og tester, vi iværksætter tidligere undervisning. Og alligevel er konklusionen noget i retning af, at vi ikke kommer så meget ud af stedet. Vi har stadig en andel af udsatte børn på 15-17 pct.
Selvfølgelig kan børnemaden ikke klare denne udfordring alene. Men den kan bidrage, og den kan give det enkelte barn en oplevelse af, at have en plads og en betydning.
Det hænger sammen med, at der i en madkultur ligger et utrolig stærkt læringspotentiale. Det er knyttet til det at være fælles om maden, at dele den med hinanden. Mad og spisning rummer et skjult budskab om fællesskab, lighed - og solidaritet. Eller det modsatte. Er det store ord? Ikke for dem, der oplever at sidde nederst ved bordet. I børnemaden sidder de med ved højbordet.
Per Schultz Jørgensen er cand.psych, dr.phil og professor i socialpsykologi
Abonner på:
Opslag (Atom)
.jpg)