Børnemaden handler også om ansvar for de socialt udsatte

Af Per Schultz Jørgensen

Børnemad til alle har mange flotte perspektiver. Væk med madpakken og frem mod en fælles børnemadkultur.

Ernærings- og sundhedsmæssigt springer det straks i øjnene, at der nu er mulighed for at skabe det grundlag for en folkesundhed, som børnemanden har sit medansvar for. Og tænker vi på den del af danske børn, der kommer fra en svag familiemæssig baggrund – og det er omkring 15-20 pct. - er det indlysende, at børnemaden kan give de børn en sundhedsindsprøjtning.

Mange af børnene i denne gruppe kommer fra familier, der ikke har de ressourcer, der skal til for at omsætte de gode viljer til handling. Gruppen af eneforsørgere, der har det virkelig svært, udgør den allermest belastede gruppe i Danmark. Her er fattigdomsandelen på 15-16 pct., og den undersøgelse, jeg var med til at gennemføre i 2000, viste tydeligt, at det disse familier mangler ved siden af den sociale armod, er ressourcer af menneskelig art. Andre og senere undersøgelser har vist det samme. Derfor kommer madpakken sidst i rækken af gøremål i disse familier – hvis den overhovedet er inde på lystavlen.

Børnemaden kan give disse børn et sundhedsmæssigt løft. Ingen tvivl om det. Men den fælles børnemad kan også give disse børn et socialt løft. Det kan ske ved at lade maden i børnegruppen blive en del af et fællesskab. Maden kan blive den ramme, der som et inkluderende sæt af normer opbygger en fælles virkelighed, hvor alle er med. Også den gruppe af udsatte småbørn, der let er henvist til en plads i periferien – eller helt uden for.

Dermed får børnemaden en rolle i det helt overordnede projekt, der drejer sig om at bryde den sociale arv. Danmark har det ikke for let med den udfordring. Vi træner intellektuelle færdigheder, vi sprogscreener og tester, vi iværksætter tidligere undervisning. Og alligevel er konklusionen noget i retning af, at vi ikke kommer så meget ud af stedet. Vi har stadig en andel af udsatte børn på 15-17 pct.

Selvfølgelig kan børnemaden ikke klare denne udfordring alene. Men den kan bidrage, og den kan give det enkelte barn en oplevelse af, at have en plads og en betydning.

Det hænger sammen med, at der i en madkultur ligger et utrolig stærkt læringspotentiale. Det er knyttet til det at være fælles om maden, at dele den med hinanden. Mad og spisning rummer et skjult budskab om fællesskab, lighed - og solidaritet. Eller det modsatte. Er det store ord? Ikke for dem, der oplever at sidde nederst ved bordet. I børnemaden sidder de med ved højbordet.

Per Schultz Jørgensen er cand.psych, dr.phil og professor i socialpsykologi