onsdag den 23. september 2009

Hvordan giver vi børn forståelse for "fra jord til bord"?

Af Martin Keller og Ketil Teisen

Begrebet ”fra jord til bord” er en gammeldags voksen abstraktion som ikke giver mening for børn. Børn er konkrete og tænker hvad har jord at gøre med det vi spiser. Vi spiser jo ikke jord. Så lad os starte med at finde et nyt begreb.

”Hvor kommer maden fra?”

Vi dræber for at overleve. Vi slagter rigtige, levende kyllinger og skærer kødet ud og spiser det. Hønsene lægger æg for at lave kyllinger, ikke for at vi kan spise æggekage. Vi er det sidste led af en lang fødekæde, lige som Isbjørnen på nordpolen og Tigeren i regnskoven, er sidste led i deres fødekæde.

Vi kan ikke overleve uden at dyrke korn på marken. Vi kan heller ikke få mælk på havregrynene uden at tage mælken fra en ko. Så vi er også med til at tage kalven fra koen.

Mad handler om liv og død. Og lige som os er børn meget optaget af eksistens og dilemmaer. Det er ingen grund til at fortie det. De skal oplyses om virkeligheden. For hvis man kender virkeligheden kan man handle.

Det handler dybest set ikke om hvor maden kommer fra. Vi kan købe det i supermarkedet. Det handler mere om at fortælle børnene om ”bæredygtighed”. Endnu et voksen ord, en abstraktion, der ikke giver nogen mening for børn.

Grisen skal have det godt inden vi spiser den. Vi skal i højere grad formidle den fritgående gris, der fik noget godt at spise og fik lov til at leve som en gris skal leve. Så vi kan spise den med god samvittighed.

Samtidig skal vi vise hvordan industrigrisen har det, og hvorfor den er billigere i butikken. Vi skal fortælle at i Danmark er der så mange grise, så det svare til at næsten alle tyskere hver dag tager til Danmark og skider på vores marker. Så kan man få en fornemmelse hvor mange grise der er i Danmark og hvor meget de forurener i vores lille land.

Budskabet er ikke, at vi alle skal være vegetarer men at vi skal spise mindre og bedre kød. Børnenes handlinger får en betydning når de bliver voksne. Og de har et valg. De kan spise mindre kød og flere grøntsager. Dyrene har det bedre, naturen får det bedre, vores drikkevand vil forblive rent, og vi bliver sundere.

Børnene skal erkende det ved at sanse, smage, se og føle. Vi skal tale til deres følelser og tårnhøje moralbegreb. De skal ikke lære det, de skal erkende det selv.

Spørgsmålet ”hvor kommer maden fra?” er en metakognitiv proces.

Martin Keller og Ketil Teisen er blandet meget andet kendt fra "Naturpatruljen" og andre børneprogrammer på både DR og TV2

Ingen kommentarer:

Send en kommentar