onsdag den 28. oktober 2009

Hvad kan børn lære, mens de spiser?

af Per Schultz Jørgensen

Børn lærer noget hele tiden, også mens de spiser. Her lærer de ordentlig bordskik, fordi der er sociale regler omkring måltidet. Det er den del af læringen, der er direkte og målrettet. De lærer at spise ”rigtigt” og opføre sig ordentlig ved bordet. Og ikke mindst lærer de at tage hensyn til andre. Hele denne sociale kultur omkring mad og måltid funger godt i de fleste institutioner.

Men der er en anden side af læringen omkring måltidet. Det er den rolle barnet får med hensyn til ansvar for mad og spisning. Man kan være en passiv indtager af maden, den bliver serveret for en af andre. Måske får man lov til at give en hånd med – fx tage ud af bordet. Men man er primært modtager, sikkert af god og sund mad. Og vi voksne kan sige til os selv og hinanden, at vi har sikret os, at børnene får en god start på dagen eller livet. Så langt så godt.

Men børn lærer mere endnu eller rettere: de lærer noget, der stikker dybere. De lærer, hvem der har ansvaret? Er det de voksne – eller har de også selv en del af det? Ofte er lærdommen, at andre – de voksne - har ansvaret. Det er en form for tavs læring, der selvfølgelig ikke bliver sagt direkte. Der siger vi måske lige præcis det modsatte. At de endelig skal huske at spise sundt, at de skal sidde pænt ved bordet og selv bære deres tallerken ud osv. Men den tavse læring handler om ansvar. Og her lærer vi dem desværre også noget andet. Nemlig at vi gør det for dem.

Det er her, vi kan være meget mere bevidste om, hvad vi gerne vil have, at børnene lærer. De fleste af os vil sikkert gerne have, at børnene lærer at spise sundt og godt fremover. Men hvis vi ikke har sørget for, at de selv har overtaget den dagsorden, så er det en højst tvivlsom læringsproces. Derfor skal børn involveres, de skal være med i processen – de skal ikke kun være modtagere og forbrugere. Derfor skal de have et med-ansvar for måltidet og maden, måske være med til at tilberede den, direkte lave noget af maden, stå for noget af planlægningen. De er her ansvaret bliver virkeliggjort og derefter også en del af personen selv.

Selvfølgelig lærer børn noget mens de spiser. Vi skal sørge for, at det, de lærer, også rækker langt ind i deres fremtid som en positiv erfaring, der handler om at tage ansvar. Både for maden, for de kammerater der sidder med ved bordet – og for sig selv.

Per Schultz Jørgensen er cand.psych, dr.phil og professor i socialpsykologi

onsdag den 21. oktober 2009

Det sunde valg skal være det lette valg

Af Ida Husby

Når vi i dag arbejder med sundhed og forebyggelse, så handler det i høj grad om, at det skal være lettere at leve sundt. Vi taler om, at vi i forbindelse med planlægning og iværksættelse af stort set alt – fra skattepolitik, trafikplanlægning, boligindretning, skemalægning på skoler til beslutning om, hvordan man fejrer fødselsdage i børnehaver – skal have blik for, hvad det betyder for sundheden. Og hvordan vi kan gøre det lettere, billigere og attraktivt at vælge det sunde.

For nogle årtier siden havde man en opfattelse af, at sundhed blev fremmet ved, at folk var oplyste og vidste, hvordan man kunne leve sundt. Derfor udgav man pjecer, underviste i skoler og foreninger, og eksperter formidlede sundhedsbudskaber til borgerne. I 1980-erne blev man mere og mere opmærksomme på, at rammer og vilkår i samfundet havde meget stor indflydelse på mulighederne for at leve sundt. Man talte om sociale determinanter for sundhed. Nancy Milio formulerede sloganet ’det sunde valg, skal være det lette valg’. Dette slogan var meget centralt for Verdenssundhedsorganisationen WHOs skift fra primært at anbefale individrettet sundhedsoplysning til at anbefale sundhedspolitikker om, hvordan rammer og vilkår kan ændre for at fremme sundheden. WHO opfordrede til, at disse politikker blev udviklet i et samarbejde mellem borgerne og andre aktører. Begreber som deltagelse, understøttende miljøer og bottom-up blev centrale. Men stadig holdt man fast i også at arbejde med undervisning og oplysning for at sikre, at folk deltog i arbejdet med at udvikle politikkerne, og for at folk havde viden og færdigheder til at kunne leve sundt.

I Danmark begyndte vi også at formulere politikker om sundhed. Mange daginstitutioner havde i starten af 90-erne en kostpolitik, og skoler startede med at formulere mad- og måltidspolitikker i slutningen af 90-erne. Disse politikker handlede i udstrakt grad om, hvordan det sunde valg kunne blive det lette valg for børnene. I de senere år er der kommet en national rygepolitik, og mange skoler og arbejdspladser har egne politikker og initiativer for at begrænse tobaksrygning. Det er blevet lettere at undgå tobaksrøg.

Cykelstier
Vi har flere meget fine eksempler på, at strukturelle forhold kan gøre det sunde valg til det lette valg. Først vil jeg nævne trafikplanlægningen i København og Odense. Her har politikerne bevidst arbejdet med at gøre det lettere og attraktivt at cykle. Med cykelstier, grønne bølger, cykelstativer kombineret med kampagner for brug af cykelhjelm, færdselsundervisning i skoler og meget mere. Resultaterne viser sig, københavnerne og odenseanerne cykler meget mere end resten landet. Langt fra alle cykler bevidst af hensyn til sundheden, men fordi det er det lette valg (for flere oplysninger se http://www.cykelby.dk/).

Skolefrugt
Et andet eksempel er de skolefrugtordninger, som mange skoler i Danmark og andre lande har indført. Her får eleverne hver dag et stykke frugt. En række undersøgelser viser, at skolefrugt er en effektiv måde at øge børns forbrug af frugt. F.eks. viste et forskningsprojekt i Frederikssund, at frugtforbruget blev øget med 0,4 stykke frugt per dag. Et norsk studie viste en stigning på 0,5 stykker, og at elevernes forbrug af slik og sodavand samtidig blev reduceret. Pointen er, at man gør frugten tilgængelig, og man påvirker den sociale norm om, at børn spiser frugt som et mellemmåltid i løbet af skoledagen (for flere oplysninger se www.frugtkvarter.dk).

Konsekvenser for sundheden
Sundhedskonsekvensvurderinger er det nye buzzword blandt folk, der arbejder med folkesundhed. Med dette begreb lægges der op til, at alle beslutninger f.eks. i en kommune eller i et firma vurderes ud fra sundhedshensyn. Som et eksempel på en sundhedskonsekvensvurdering gennemførte det svenske folkesundhedsinstitut en vurdering af konsekvenserne af EU's landbrugspolitik. Her blev afdækket flere tiltag f.eks. støtte til tobaksproduktion og støtte til konfiskering af grøntsager, som havde negative konsekvenser for folkesundheden. WHO anbefaler, at man gennemfører sådanne analyser. Man ser det som en praktisk tilgang til at kunne vurdere sundhedseffekter af politikker, programmer og projekter. Vurderingerne laves, så man kan tage beslutninger, som kan øge sundhedsmæssige positive effekter og reducere de sundhedsskadelige. Jeg ser vurderingerne som en metode til at gøre det sunde valg til det lette valg.

Ida Husby er ph.d. og sundhedschef i FDB

torsdag den 8. oktober 2009

Sundhed handler om ressourcer

af Maria Haukrogh

For Ellen, Kirstine, Johanne, Carl og de øvrige børn i daginstitutionen ”Vandpytten” handler mad og bevægelse om legefællesskaber, dejlige smagsoplevelser, etablering af venskabsrelationer og glæde. Alt sammen elementer, der er med til at etablere sunde vaner – og som kan tages med i voksenlivet. Hovedparten af de børn, der kommer i de danske daginstitutioner kommer fra ressourcestærke familier, og børnene har derfor masser af ressourcer, som de hver dag bringer i spil i deres dagligdag i børnehaven.

Men ikke alle børn kommer med en rygsæk fuld af ressourcer, gåpåmod, sunde mad- og bevægelsesvaner, solide venskabsrelationer etc. Og netop for denne gruppe af børn (15-20 %) kan daginstitutionen bidrage til at styrke deres ressourcer – eksempelvis via sundhedsrelaterede aktiviteter.

Øget handlekompetence som mål
Handlekompetencebegrebet kan kort defineres som et barns evne til at tilegne sig en kunnen til at udføre en bestemt handling inden for en given ramme. Set i et sundhedspædagogisk perspektiv kan begrebet defineres med følgende elementer – her eksemplificeret i børnehøjde;

Indsigt; fx viden om hvad sund mad er fx viden om ”fra jord til bord”.
Engagement; fx mod til deltagelse i forskellige processer i daginstitutionen; i køkkenet eller i en omorganisering på legepladsen.
Visioner; fx evnen til at kunne ”gå bag om”; at kunne komme med bud på nye retter, der kan serveres til frokosten, evnen til at finde på nye lege fx på legepladsen.
Handleerfaringer; konkrete erfaringer med indgåelse i samspil med kammerater, men også at kunne arbejde på egen hånd – ikke mindst at kunne overvinde barrierer og indgå i institutionens dagligdag og aktiviteter.
Kritisk sans; evnen til at kunne og turde stille spørgsmål[1]

Vendes blikket mod praksis og inddragelse af de børn, der kommer med en begrænset mængde ressourcer i rygsækken betyder det, at Nikoline og Jens fra ”blå stue” går i køkkenet med køkkendamen Lis og sammen deltager i tilberedningen af den daglige frokost. Her er målet gennem inddragelse at øge Nikoline og Jens’ kompetencer til, at gøre deres indflydelse gældende, såvel i samarbejdet med de øvrige kammerater, men også i de situationer, hvor Lis giver Nikoline og Jens mulighed for at deltage i eksempelvis beslutningsprocesserne om, hvilken mad der skal serveres i daginstitutionen.

Handlekompetence handler om, at danne børn til at indgå i de demokratiske processer i fx daginstitutionen. Her opfordres børnene til i samspil med kammerater og personale, at deltage i de daglige beslutningsprocesser – hvor de mærker, at der er mulighed for at gøre sin mening gældende - indenfor en given ramme. Det betyder ikke, at børnene kan beslutte, at der skal spises pølser og pommes frittes eller marmelade madder hver dag. Det betyder derimod at børnene inden for en given ramme opfordres til at deltage i beslutninger, og opnå indflydelse, hvor de oplever, at det giver mening.

For at sikre et fælles afsæt, og at det fælles værdi sæt videreformidles til børnene fra de voksne, kan det være en god ide at formulere en politik for mad, måltider og bevægelse gældende for alle institutionens aktiviteter.

Læs mere om formulering af politikker på www.altomkost.dk

[1] Fortolket efter BB. Jensen. (fx 2003): Handlekompetence. Sundhedsbegreber og sundhedsviden. I: Hounsgaard. L (red): Læring i Sundhedsvæsnet. Munksgaard

Maria Haukrogh er Master i Public Health, cand.pæd.og projektmedarbejder i Alt om kost.