Forældrene og madfællesskabet

Dagens kronik i Berlingske Tidende er skrevet af Børnemadsrådet ved Københavns Madhus




Medlemmer af Børnemadsrådet: En fælles madordning i daginstitutionerne har et socialt sigte. Alle skal have god mad! For nogle børn er der særlige behov for dette fokus, og sund, varieret mad er en rettighed for alle børn.

Før sommerferien vedtager Folketinget en ny lov om mad i landets
daginstitutioner. Loven er resultatet af, at forligsparterne i januar
slagtede deres egen børnemadsordning stort set samtidig med, at den
havde premiere.

Årets første måneder er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når en ellers god ide ikke bliver ført rigtigt ud i livet. Nu gøres ordningen frivillig, og det vil i fremtiden være den enkelte forældrebestyrelse, der siger ja eller nej til deres kommunes tilbud om barnemad.

Lovens vedtagelse sker stort set uden debat, men loven er ikke alt. De kommende børnemads-ordninger er afhængige af økonomien bag. Parallelt med lovbehandlingen er Kommunernes Landsforening og regeringen i gang med de årlige økonomiforhandlinger, der sidste år sikrede børnemaden et økonomisk grundlag, der muliggjorde, at kommunerne kunne tilbyde en anstændig mad til deres småbørn. Disse 400 mio. kroner er lige som loven til fornyet forhandling. Hvordan resultatet bliver, er sommerens gyser. Følger der ikke fortsat penge med børnemadsloven, vil det efter vores klare opfattelse resultere i, at landets kommuner kommer til at tilbyde forældrene en madordning, de ikke kan gøre ret meget andet end at sige nej til.

Denne kronik er en opfordring til politikerne, men den er samtidig en hjælpende hånd til de kommende debatter i forældrebestyrelserne i landets daginstitutioner. Kort sagt er det ikke nok bare at spise børnene af.

I Københavns Madhus nedsatte man for et år siden Børnemadsrådet. Formålet var, at rådet skulle bistå med at skabe et bedre madtilbud til de københavnske børn end de nuværende madpakker. Uanset om der er tale om lokalproduceret mad fra eget køkken eller mad bragt udefra, skulle der arbejdes med at finde løsninger, som sikrede den kulinariske og ernæringsmæssige kvalitet. Målet var, at madpakkerne skulle erstattes af noget langt bedre. Til glæde for børn, forældre og institutionernes personale.

Forligsparternes slingrekurs i forhold til børnemaden har nu bragt forældre til institutionsbørn i den situation, at de skal træffe afgørelsen. Det gælder særligt forældrebestyrelserne, men også hele gruppen af »menige« engagerede forældre. Det er forældrene, der kommer til at afgøre, hvilken madkultur, institutionen skal sigte mod. Skal det være et fælles måltid til glæde for alle børn i institutionen, eller skal det være madpakkerne hjemmefra til glæde for dem, der har de gode madpakker i forvejen?

Arbejdet skal først til at begynde, og det begynder i daginstitutionen. Med forældrene som aktive deltagere i debatten og dem, der tager beslutningen. Det er i denne proces, vi vil give forældrene med den kommende beslutningsret et par ord med på vejen.

Der er et utal af umiddelbare fordele ved en prioriteret og gennemtænkt fælles madordning. Her følger en række påstande og konkrete råd fra Børnemadsrådet i Københavns Madhus:

En fælles madordning kan betyde glæde og livskvalitet. Hvis den vel at mærke er rigtig god, for dejlig mad giver daglig glæde til den spisende! Og hvad er bedre end at have nogen at dele den glæde med? Med madglæde, sanseligheden og nysgerrigheden i fokus vil institutionens børn samles om bordet og dér møde den kulinariske verdens præstationer. Som det naturligste i verden vil børnene komme til at smage andre retter, end de måske får derhjemme, i fællesskab med kammeraterne.

Det giver mod til at eksperimentere med smagen og mod til at prøve noget nyt. Og som noget helt suverænt: De fælles måltider vil kunne skabe maddannelse, der kan gøre, at børn bliver kræsne på den gode måde, fordi de lærer at kende forskel på smagen af de mange forskellige æblesorter, med det samme kan smage, om grøntsagerne er friske eller frosne, kender navnene på de danske fisk og skaldyr, ved at indmad er noget andet og mere end leverpostej, ved at der findes mange forskellige slags kål, at der er forskel på nye kartofler og vinterkartofler. Måske vil fremtidens danske børn ikke kun have spaghetti med kødsovs og pizza som deres livret? Måske bliver sund og alsidig mad noget, de får ind sammen med andre grundlæggende erfaringer i børnehaven - og bliver lige så naturlig at vælge for dem som flyverdragten, tandbørsten og legen med de andre.

Forældrene skal ikke blot kræve mad - men stille krav om indholdet i børnenes måltider! Til hinanden, til institutionerne og politikerne. Alle børn skal have en opvækst, hvor de får en positiv madkultur som en del af deres bagage - og oplever glæden ved at få mad, hvor alle sanser skærpes, hver dag. Børn vokser op i et samfund, hvor det i allerhøjeste grad er op til den enkelte selv at skulle træffe en række valg, derfor skal vi ruste børnene til at klare de mange udfordringer. En af dem handler om mad - og her er det vigtigt, at børn får en sund madkultur ind på rygraden.

En fælles madordning giver sundhed og trivsel. Sund mad handler om langt mere end den ernæringsmæssige sammensætning. Sund mad betyder også, at der skal være tid til at spise den, følelsen af at være en del af et fællesskab, der prioriterer den gode mad og måltidet. Sund, varieret mad styrker udvikling, trivsel og læring.

Den franske sociolog Claude Fischler er inde på det paradoksale i, at skoleelever i lande som England og USA til forskel fra Frankrig, hvor ernæringstilstanden blandt børn er bedre end i de to førstnævnte lande, kun har tyve minutter til at spise deres mad, hvorefter de skal ind i klassen og undervises i sundhed og ernæring. Om Danmark kunne man sige det samme. Man kan ikke tale sig til bedre madvaner - man kan handle sig til dem.

Der er vigtigt, at forældrene bakker op! Og styrker børns lyst til at smage, spise og være aktivt med i hele madlavningen - både hjemme og i institutionen. Fra et voksenperspektiv er det klart, at børn også på madområdet skal udfordres, det er på den måde, de får lyst til sunde madvaner. Og alt det udvikles allerbedst sammen med andre børn.

En fælles madordning har et socialt sigte. Alle skal have god mad! For nogle børn er der særlige behov for dette fokus, og sund, varieret mad er en rettighed for alle børn. Fælles mad skal gøres til en del af et dagligt ritual, som alle har del i og er forpligtet på. Kun sådan bliver den også en del af børns måde at leve på. Der er ingen, der lades udenfor med dårlige eller slet ingen madpakker.

Alle andre aktiviteter i institutionen har et socialt og udviklende sigte, det skal maden også have.

En fælles madordning styrker det sociale fællesskab. Måltidet er om noget en social situation, der kan binde os sammen. Det lærer os sociale spilleregler i et fællesskab, hvor man både kan modtage og give omsorg. Det sociale fællesskab omkring måltidet er efterhånden et af de eneste tidspunkter i en travl institutionshverdag, hvor der er direkte og ægte voksenkontakt om et projekt, som alle er fælles om. Det er ikke et kunstigt projekt, det er den virkelige verden, og vi skal alle sammen spise. Fællesskabsfølelsen har maden som katalysator, en fællesskabsfølelse børnene, kan tage med hjem til mor og far.

Politikerne skal vide, at de midler, sidste års forhandlinger mellem KL og forligsparterne sikrede børnemaden (kr. 400 mio.), er forskellen på, om vores børn skal spise god eller dårlig mad. Det er forskellen på velfungerende madordninger med pædagogisk, læringsmæssigt og maddannende perspektiv og på de rædselshistorier, som pressen var fuld af i januar, da børnemadsordningen blev stedt til hvile. Helt præcist er det forskellen på, om forældrebestyrelserne skal tage stilling til, om de vil servere frokost til børnene for ca. 30 kr., eller om børnene skal spises af med frokost til den halve pris.

Det gælder med andre ord om at se madordninger i det lange perspektiv, både når kommunalbestyrelserne udarbejder deres tilbud om børnemaden, når forældrene skal drøfte og beslutte sig for, hvad de vil med måltiderne i daginstitutionen, og når regeringen og KL mødes til sommer. Vi håber på, at børnemaden ikke bare bliver bespisning, men meget mere. For børnenes skyld.

Mad over bål og anderledes mad

Af Martin Keller og Ketil Teisen

Vi har i flere år i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening arrangeret skovture for hundredvis af børnefamilier i hele Danmark, hvor vi demonstrerede nem madlavning i wok over bål. Vi tilberedte madvare, som børn absolut ikke ville spise, hvis de fik det tilbudt af deres forældre, men de mange børn spiste ingefær, hvidløg og andre krydderier sammen med kalkunbacon.

Vi fortalte spændende historier om andre lande og andre børns hverdage, der relaterer til de lande hvor ingredienserne kommer fra. Når opmærksomheden var dalende, så ”skruede” vi op for de dramatiske historier eller fortalte, hvor stærke og sunde børnene kan blive ved at spise den ”nye” mad.

Børnene reagerer på de hyggelige stemninger, der opstår omkring bålet og de mange nye sanseindtryk er med til at børnene ønsker at smage på den fremmedartede mad. Vi skal lærer børnene at spise det sunde ingefær, hvidløg og chili i små mængder, så det i længden, og helt naturligt, bliver en del af deres kost i fremtiden.

Måske kunne vi udvikle alternative madsituationer, så det ikke nødvendigvis skal være ”wokmad over et bål”, men måske kan det bare være selve køkkenet, der bliver til et anderledes univers, så man imødekommer børnenes lyst til det eventyrlige og fantasifulde. Vi har opbygget flere universer i vores tv-programmer og har fundet ud af at troværdige universer, er alt afgørende for om børnene vil følge med i vores historier. Børnene kan lide at vi enten bor i et rumskib eller i en gammel togvogn.

Måske kunne man med få midler og samtidig med at man overholder krav til sikkerhed og hygiejne laver et anderledes køkken-univers? Det ville, sammen med de gode historier få børnene til at være med på, at smage og spise nye og sunde retter.

Pølsebål i snevejr
Da jeg var i praktik i en børnehave der lå ved Dyrehaven lavede jeg mad udendørs til børnehavestuen selvom det var hård frost og snevejr. Det blev en succes bl.a. fordi vi gik mod de vante rutiner og ritualer. Pølser er ikke særligt sunde, men var en god måde at starte det alternative køkken op på, fordi næsten alle børnene var ”trygge” ved og kunne lide de ristede pølser. Budskabet er, at vi voksne skal yde en ekstra pædagogisk (manipulerende) indsats for at få børnene med på nye ideer og alternative situationer.

Bål styrker sociale bånd
Bål er også et godt middel til at styrke fællesskabet. Alle kan deltage med at samle brænde, finde visne brændenælde stængler til optænding, og prøve at slå gnister med strygestål. Når bålet brænder skal det passes, det kræver respekt for flammerne, det er spændende og magisk. Ingen kan sidde ved et bål uden at blive tiltrukket af dets knitren. Bålet vækker noget universelt, noget urtidigt. Og så har det den effekt at vi får lyst til at fortælle. Ikke kun os voksne, men også børnene. Derfor er bålet også en fantastisk måde at ramme en tur ind på. Og så er det overkommeligt. Det kræver kun en bålplads og en tændstik.

Martin Keller og Ketil Teisen er blandet meget andet kendt fra "Naturpatruljen" og andre børneprogrammer på både DR og TV2

Hvordan giver vi børn forståelse for "fra jord til bord"?

Af Martin Keller og Ketil Teisen

Begrebet ”fra jord til bord” er en gammeldags voksen abstraktion som ikke giver mening for børn. Børn er konkrete og tænker hvad har jord at gøre med det vi spiser. Vi spiser jo ikke jord. Så lad os starte med at finde et nyt begreb.

”Hvor kommer maden fra?”

Vi dræber for at overleve. Vi slagter rigtige, levende kyllinger og skærer kødet ud og spiser det. Hønsene lægger æg for at lave kyllinger, ikke for at vi kan spise æggekage. Vi er det sidste led af en lang fødekæde, lige som Isbjørnen på nordpolen og Tigeren i regnskoven, er sidste led i deres fødekæde.

Vi kan ikke overleve uden at dyrke korn på marken. Vi kan heller ikke få mælk på havregrynene uden at tage mælken fra en ko. Så vi er også med til at tage kalven fra koen.

Mad handler om liv og død. Og lige som os er børn meget optaget af eksistens og dilemmaer. Det er ingen grund til at fortie det. De skal oplyses om virkeligheden. For hvis man kender virkeligheden kan man handle.

Det handler dybest set ikke om hvor maden kommer fra. Vi kan købe det i supermarkedet. Det handler mere om at fortælle børnene om ”bæredygtighed”. Endnu et voksen ord, en abstraktion, der ikke giver nogen mening for børn.

Grisen skal have det godt inden vi spiser den. Vi skal i højere grad formidle den fritgående gris, der fik noget godt at spise og fik lov til at leve som en gris skal leve. Så vi kan spise den med god samvittighed.

Samtidig skal vi vise hvordan industrigrisen har det, og hvorfor den er billigere i butikken. Vi skal fortælle at i Danmark er der så mange grise, så det svare til at næsten alle tyskere hver dag tager til Danmark og skider på vores marker. Så kan man få en fornemmelse hvor mange grise der er i Danmark og hvor meget de forurener i vores lille land.

Budskabet er ikke, at vi alle skal være vegetarer men at vi skal spise mindre og bedre kød. Børnenes handlinger får en betydning når de bliver voksne. Og de har et valg. De kan spise mindre kød og flere grøntsager. Dyrene har det bedre, naturen får det bedre, vores drikkevand vil forblive rent, og vi bliver sundere.

Børnene skal erkende det ved at sanse, smage, se og føle. Vi skal tale til deres følelser og tårnhøje moralbegreb. De skal ikke lære det, de skal erkende det selv.

Spørgsmålet ”hvor kommer maden fra?” er en metakognitiv proces.

Martin Keller og Ketil Teisen er blandet meget andet kendt fra "Naturpatruljen" og andre børneprogrammer på både DR og TV2