Måltidet og sociale kompetencer

Af Søren Gundelach

Der finder dannelse sted ved måltiderne i daginstitutionen. Der er nogle professionelle voksne, der vil noget med nogle børn, og de ser måltidet som en pædagogisk og omsorgsfyldt opgave.

Det gælder om at få slået fast, at det er vidunderligt at spise. Det vigtigste er at fastslå måltidets rituelle betydning end at harpe løs på, hvad man må og ikke må med kniv og gaffel. Det er af stor betydning at understrege madens vig¬tighed og tilberedningens omhu, samværets kvalitet og spisningens generelle æstetik (Rifbjerg 1985)

For mange regler ødelægger børnenes appetit, så børnene ikke kan spise. I værste fald sidder børnene uroligt under måltidet, og pædagogerne indfører så endnu flere ”måltids-ødelæggende” regler.

Måltidet skal være lystbetonet, frit og socialt - forstået på den måde, at man bør kvitte stive regler, og lade børnenes åbenhed komme til udfoldelse. Børnene kan eksperimentere, og måltidet kan blive en helt enestående chance for en konstruktiv pædagogisk aktivitet.

Omvendt kan og bør der også være et minimum af normer omkring et måltid, så man netop ikke ødelægger spiselysten og mulighederne for hinanden. Nogle børn har behov for rolige perioder under måltidet, og alle børn har brug for at blive bedre hen ad vejen til at håndtere maden. En lang række sociale kompetencer udvikler sig fint ved netop et måltid: Række ting til hinanden, snakke hyggeligt sammen, tage af bordet, osv.

Ethvert måltid har en balance mellem frihed, lyst, eksperimenteren – og social hensynstagen, rimelige og alderssvarende færdigheder og normer. Daginstitutionerne har brug for at afklare sin balance i disse spørgsmål samt sikre, at man faktisk udvikler de træk ved måltidet, man gerne vil udvikle.

Det har i øvrigt været en udbredt myte, at der i mange institutioner hersker kaotiske tilstande omkring måltidet. Børnene må selv bestemme, hvornår de vil spise, med hvem og hvordan.

UdviklingsForums landsdækkende undersøgelse fra 2005 konkluderer, at over 80 pct. af børnehaverne har faste spisetider, og at der er pædagogisk ”ordnede” forhold omkring måltidet, hvor personalet har gennemtænkt en række normer og værdier, som de i store træk lykkes med at få opfyldt.

Det samme mønster finder man i en nordisk forskningsrapport (Kjærnes 2002), der konkluderer, at der ikke er opløsning i spisemønstrene i familierne. Det vil sige, at folk i Norden spiser faste måltider med regulært indhold, og vi spiser i et nogenlunde fastlagt mønster og til spisetid morgen, middag og aften. Ganske vist småspiser vi også, men mere som supplement end erstatning. Danskerne er de mest familieorienterede omkring måltidet. Vi spiser oftest sammen med familien, sidder længe ved middagsbordet og lægger vægt på, at alle skal være til stede til aftensmaden, som i Danmark anses for at være dagens hovedmåltid.

Søren Gundelach er børnehavepædagog, cand.pæd. og selvstændig konsulent