torsdag den 8. oktober 2009

Sundhed handler om ressourcer

af Maria Haukrogh

For Ellen, Kirstine, Johanne, Carl og de øvrige børn i daginstitutionen ”Vandpytten” handler mad og bevægelse om legefællesskaber, dejlige smagsoplevelser, etablering af venskabsrelationer og glæde. Alt sammen elementer, der er med til at etablere sunde vaner – og som kan tages med i voksenlivet. Hovedparten af de børn, der kommer i de danske daginstitutioner kommer fra ressourcestærke familier, og børnene har derfor masser af ressourcer, som de hver dag bringer i spil i deres dagligdag i børnehaven.

Men ikke alle børn kommer med en rygsæk fuld af ressourcer, gåpåmod, sunde mad- og bevægelsesvaner, solide venskabsrelationer etc. Og netop for denne gruppe af børn (15-20 %) kan daginstitutionen bidrage til at styrke deres ressourcer – eksempelvis via sundhedsrelaterede aktiviteter.

Øget handlekompetence som mål
Handlekompetencebegrebet kan kort defineres som et barns evne til at tilegne sig en kunnen til at udføre en bestemt handling inden for en given ramme. Set i et sundhedspædagogisk perspektiv kan begrebet defineres med følgende elementer – her eksemplificeret i børnehøjde;

Indsigt; fx viden om hvad sund mad er fx viden om ”fra jord til bord”.
Engagement; fx mod til deltagelse i forskellige processer i daginstitutionen; i køkkenet eller i en omorganisering på legepladsen.
Visioner; fx evnen til at kunne ”gå bag om”; at kunne komme med bud på nye retter, der kan serveres til frokosten, evnen til at finde på nye lege fx på legepladsen.
Handleerfaringer; konkrete erfaringer med indgåelse i samspil med kammerater, men også at kunne arbejde på egen hånd – ikke mindst at kunne overvinde barrierer og indgå i institutionens dagligdag og aktiviteter.
Kritisk sans; evnen til at kunne og turde stille spørgsmål[1]

Vendes blikket mod praksis og inddragelse af de børn, der kommer med en begrænset mængde ressourcer i rygsækken betyder det, at Nikoline og Jens fra ”blå stue” går i køkkenet med køkkendamen Lis og sammen deltager i tilberedningen af den daglige frokost. Her er målet gennem inddragelse at øge Nikoline og Jens’ kompetencer til, at gøre deres indflydelse gældende, såvel i samarbejdet med de øvrige kammerater, men også i de situationer, hvor Lis giver Nikoline og Jens mulighed for at deltage i eksempelvis beslutningsprocesserne om, hvilken mad der skal serveres i daginstitutionen.

Handlekompetence handler om, at danne børn til at indgå i de demokratiske processer i fx daginstitutionen. Her opfordres børnene til i samspil med kammerater og personale, at deltage i de daglige beslutningsprocesser – hvor de mærker, at der er mulighed for at gøre sin mening gældende - indenfor en given ramme. Det betyder ikke, at børnene kan beslutte, at der skal spises pølser og pommes frittes eller marmelade madder hver dag. Det betyder derimod at børnene inden for en given ramme opfordres til at deltage i beslutninger, og opnå indflydelse, hvor de oplever, at det giver mening.

For at sikre et fælles afsæt, og at det fælles værdi sæt videreformidles til børnene fra de voksne, kan det være en god ide at formulere en politik for mad, måltider og bevægelse gældende for alle institutionens aktiviteter.

Læs mere om formulering af politikker på www.altomkost.dk

[1] Fortolket efter BB. Jensen. (fx 2003): Handlekompetence. Sundhedsbegreber og sundhedsviden. I: Hounsgaard. L (red): Læring i Sundhedsvæsnet. Munksgaard

Maria Haukrogh er Master i Public Health, cand.pæd.og projektmedarbejder i Alt om kost.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar